Perioden 1. januar til 30. september 2012
RESUME
Betydelig usikkerhed om koncernens fremtidige finansiering
* Der hersker fortsat usikkerhed om koncernens fremtidige finansiering af det
nuværende engagement med FS Property Finance A/S (tidligere FIH Erhvervsbank
A/S). Koncernen har igangværende forhandlinger med flere banker om
refinansiering af den nuværende ordinære ejendomsfinansiering hos FS
Property Finance A/S og forventer afklaring herpå i 1. halvår 2013.
Refinansieringen forudsætter en kapitaludvidelse. Koncernen har endnu ikke
opnået tilsagn fra FS Property Finance A/S om vilkår for fortsættelse af
finansieringen efter 31. december 2012.
God udvikling i omsætning og primært resultat, men driftsomkostningerne er
præget af en ekstraordinær nedskrivning på kundekontrakter
* Victoria Properties realiserede et resultat før skat og før
dagsværdireguleringer af investeringsejendomme og finansielle instrumenter
på EUR -2,0 mio. for perioden 1. januar til 30. september 2012. Resultatet
er påvirket negativt af nedskrivninger på kundekontrakter på i Fund & Asset
management samt forøgede renteudgifter.
* Victoria Properties øgede omsætningen til EUR 13,1 mio. i perioden 1. januar
til 30. september 2012 mod EUR 11,5 mio. i samme periode sidste år, svarende
til en stigning på 13,3%. Stigningen i omsætningen skyldes hovedsageligt
tilkøb af ejendomme med overtagelse 1. januar 2012 samt en forøgelse af
udlejningsgraden på koncernens erhvervsejendomme i Hamborg, hvor tomgangen
er faldet fra 53,6% ved udgangen af 2011 til 15,8% pr. 30. september 2012.
Den samlede tomgang for porteføljen er faldet fra 8,2% pr. 31. december
2011 til 4,9% pr. 30. september 2012.
* Driftsomkostninger udgør EUR 4,3 mio. for perioden 1. januar til 30.
september 2012 mod EUR 3,3 mio. for samme periode i 2011. Stigningen
skyldes, at der er pr. 30. september 2012 er foretaget ekstraordinære
nedskrivninger på kundekontrakter på EUR 1,0 mio., mens de ordinære
driftsomkostninger er på et uændret niveau trods vækst i omsætningen.
* Administrationsomkostninger udgør EUR 2,5 mio. for perioden 1. januar til
30. september 2012 mod EUR 2,8 mio. i samme periode i 2011.
Administrationsomkostningerne er positivt påvirket af, at selskabets know
how blev fuldt afskrevet i 2011. Afskrivninger på know how indgik pr. 30.
september 2011 med EUR 0,5 mio. Administrationsomkostningerne er påvirket
negativt på grund af øget aktivitet og etablering af egen organisation i
Berlin.
* Det primære resultat steg til EUR 6,2 mio. i perioden 1. januar til 30.
september 2012 fra EUR 5,4 mio. i samme periode i 2011, svarende til en
stigning på 14,7%.
Resultat før skat og dagsværdireguleringer er påvirket af stigende renteudgifter
til FS Property Finance A/S
* Koncernens renteudgifter udgør EUR 8,2 mio. for perioden 1. januar - 30.
september 2012 mod EUR 5,0 mio. i samme periode sidste år som følge af en
øget rentebærende gæld samt en forhøjet rentemarginal på koncernens
engagement med FS Property Finance A/S.
* Dagsværdireguleringer på koncernens ejendomme udgør EUR -1,1 mio. pr. 30.
september 2012 mod EUR -0,1 mio. pr. 30. september 2011.
* Resultat før skat og før dagsværdireguleringer af investeringsejendomme og
finansielle instrumenter udgør EUR -2,0 mio. for perioden 1. januar til 30.
september 2012 mod EUR 2,3 mio. for samme periode sidste år.
* Det fortsat faldende renteniveau i perioden samt FIH Erhvervsbank A/S'
afvikling af en 30-årig rentesikringsaftale i januar 2012 har medført en
negativ dagsværdiregulering på EUR 11,8 mio. på indgåede og terminerede
fastrenteaftaler for perioden 1. januar - 30. september 2012.
* Koncernens soliditet udgør 8,5% pr. 30. september 2012 mod 13,0% ultimo
2011.
Ledelsesforhold
* Administrerende direktør Peter Westphal fratrådte med omgående virkning sin
stilling som administrerende direktør i Victoria Properties A/S den 30.
august 2012, hvorefter økonomidirektør Mikkel Hesselberg blev konstitueret
som administrerende direktør.
Forventningerne til 2012 nedjusteres som følge af nedskrivning på
kundekontrakter
* Forventning til resultat før skat og før dagsværdireguleringer for 2012
justeres til niveauet EUR -2,0 til -2,5 mio. før
refinansieringsomkostninger. Nedjusteringen skyldes nedskrivninger på
kundekontrakter på EUR 1,0 mio. i 3. kvartal 2012.
Yderligere oplysninger:
Mikkel C. Hesselberg
Adm. direktør
Telefon: 4547 7500
[HUG#1660966]
Victoria Properties A/S : Fondsbørsmeddelelse nr. 168 - Delårsrapport for 3. kvartal 2012
| Source: Victoria Properties A/S