First North meddelelse nr. 1 – 28. februar 2013
Halvårsmeddelelse for KIF Håndbold Elite A/S
KIF Håndbold Elite A/S´ ureviderede perioderegnskab for første regnskabshalvår (1/7 – 31/12 2012) viser en omsætning på 14.237 t.kr. samt et EBITDA på -4.243 t.kr. Resultatet før skat er -5.875 t.kr. Ledelsen anser periodens resultat for at være på niveau med forventningerne, da regnskabsåret er kendetegnet ved at indtægterne er ulige fordelt med ca. 40 % i 1. halvår og ca. 60 % i 2. halvår.
Til sammenligning var omsætningen i henhold til det ureviderede perioderegnskab for andet halvår 2011 på 6.840 t.kr., EBITDA var på -4.957 t.kr. og resultat før skat var på -6.501 t.kr. Årsagen til den store omsætningsfremgang skyldes etableringen af KIF Kolding København, og en øget omsætning fra de københavnske sponsorer.
Bestyrelsens beslutning den 17. august 2012 om at etablere KIF Kolding København blev taget med baggrund i hensigtserklæringer fra ca. 150 københavnske sponsorer, som samlet ville indgå sponsoraftaler for min. 15,0 mio. kr. Desværre har alle hensigtserklæringerne endnu ikke udmøntet sig i de forventede sponsorkontrakter, hvilket har betydet at selskabets forventninger til sponsorindbetalinger fra de københavnske sponsorer er reduceret til 10,0 mio. kr. for regnskabsåret 2012/13.
Trods nedgangen i sponsorindtægter fra hensigtserklæringerne forventer selskabet en omsætning på ca. 36 - 38 mio. kr. for regnskabsåret 2012/13. Da alle de vigtige kampe med DM slutspil og Europa Cup kampe ligger inden for de kommende måneder vil den største del af omsætningen og sponsorindtægterne også blive realiseret i 2. halvdel af regnskabsåret.
Med baggrund i det høje sportslige niveau, og den positive afsmitning det forventes at have på indtægterne i de kommende måneder forventer selskabets bestyrelse fortsat, at der vil blive realiseret et 0 resultat for hele regnskabsåret. Dette kræver dog, at en række forudsætninger for den resterende del af regnskabsåret holder, og målsætningen om et 0 resultat er derfor behæftet med nogen usikkerhed.
Der henvises i øvrigt til hovedtallene for selskabet halvårsregnskab som fremgår i den vedhæftede meddelelse.
Forventningerne er under hensyntagen til de gældende markedsforhold behæftet med nogen usikkerhed.
Udbygningen af TRE-FOR Arena lader fortsat vente på sig, men KIF Håndbold Elite har ikke i indeværende regnskabsår budgetteret med forventede indtægter fra et evt. byggeri.
Årsregnskabsmeddelelse for 2012/2013 vil blive offentliggjort den 30. september 2013.
For yderligere information om KIF Håndbold Elite A/S kontakt da:
Adm. Direktør, Jens Boesen på telefon 7632 6001
KIF Håndbold Elite A/S:
Ambolten 2-6
6000 Kolding
Certified Advisor:
BankNordik P/F
Húsagøta 3
Postbox 3048
FO – 110 Tórshavn
Færøerne
Niels Juel Arge +298 330 351
Jan A. Guttersen +298 330 349
KIF Håndbold Elite A/S er et selskab hvis formål er, at drive elitehåndbold. Herreligaen (HHL) under navnet KIF Kolding og 2. division herrer under navnet KIF Vamdrup med tilhørsforhold og hjemmebane i Vamdrup.