Til NASDAQ OMX Copenhagen A/S
Fondsbørsmeddelelse nr. 04-13 / København, 13. marts 2013
Topotarget har i dag offentliggjort sit resultat for regnskabsåret 2012.
Regnskabsberetning
Årsrapporten omfatter moderselskabet Topotarget A/S og de fire 100 % ejede datterselskaber.
Medmindre andet er anført, er regnskabsberetningen baseret på de konsoliderede regnskabsoplysninger for regnskabsåret 2012 som medtaget i denne årsrapport med sammenligningstal for koncernen for 2011 i parentes.
Koncernresultatet for 2012 blev et underskud på DKK 80,1 mio. (2011: underskud på DKK 29,0 mio.).
Koncernen havde pr. 31. december 2012 likvide beholdninger på i alt DKK 41,5 mio. (2011: DKK 114,3 mio.), og egenkapitalen udgjorde DKK 251,2 mio. (2011: DKK 330,7 mio.).
Det er ledelsens vurdering at Topotarget har tilstrækkelige finansielle resourcer til driften i 2013. Dette er baseret på bl.a. følgende centrale forhold:
• Spectrum Pharmaceuticals forventes medio-2013 at indleverer en registreringsansøgning (NDA) til de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA)
• Hvis Spectrum Pharmaceuticals ikke foretager en registreringsansøgning, vil ledelsen kunne tilpasse omkostningerne således at driften kan opretholdes
• Den eksisterende bemyndigelse til at foretage en rettet aktieemission vil kunne udnyttes
For væsentlige regnskabsmæssige estimater og skøn henvises til Note 2 i årsregnskabet.
Konsolideret resultatopgørelse
Omsætningen i 2012 udgjorde DKK 2,4 mio. (2011: DKK 65,6 mio., som primært bestod af indtægter på DKK 30 mio. fra upfrontbetalingen fra Spectrum Pharmaceuticals). Omsætningen består primært af indtægter fra samarbejdsaftalen med vores amerikanske partner Spectrum Pharmaceuticals. Topotarget har endvidere indgået en licensaftale med Oncology Venture ApS for patenter, immaterielle rettigheder og know-how omkring APO010.
Produktionsomkostningerne udgjorde DKK 1,4 mio. (2011: DKK 1,8 mio.) og omfatter personaleomkostninger i Topotarget vedrørende aftalen med vores amerikanske samarbejdspartner.
Forsknings- og udviklingsomkostninger udgjorde DKK 46,5 mio. (2011: DKK 54,3 mio.). Der er omkostningsført DKK 6,0 i delte udviklingsomkostninger, indtil omkostningsdelingen er blevet bekræftet. Omkostningsreduktionen på 14 % kan primært henføres til reduktionen i antal medarbejdere og de dermed forbundne omkostninger samt det faktum, at de fleste studier nærmer sig afslutningen. Færdiggørelsen af data og studierapporterne er igangværende.
Administrationsomkostningerne udgjorde DKK 34,7 mio. (2011: DKK 40,8 mio.). Omkostningsreduktionen på 15 % kan primært henføres til reduktionen i antal medarbejdere og de dermed forbundne omkostninger.
De finansielle poster udgjorde en nettoomkostning på DKK 1,2 mio. (2011: nettoindtægt på DKK 1,1 mio.). De finansielle omkostninger var primært forårsaget af valutakursudsving.
Skatteindtægten udgjorde DKK 1,2 mio. (2011: DKK 1,2 mio.) og vedrører udbetaling af skatteværdien af underskud fra forsknings- og udviklingsomkostninger.
Resultat af ophørte aktiviteter udgjorde DKK 0,1 mio. (2011: underskud på DKK 4,0 mio.). Resultat af ophørte aktiviteter består af alle indtægter og omkostninger forbundet med salget af Totect®/Savene®.
Topotarget realiserede et nettounderskud på DKK 80,0 mio. i 2012 (2011: DKK 33,0 mio.).
Koncernbalance
De samlede aktiver udgjorde DKK 278,9 mio. (2011: DKK 370,5 mio.), hvilket primært består af overtagne forsknings- og udviklingsprojekter samt likvide beholdninger, mens koncernens forpligtelser primært består af egenkapital og leverandørgæld.
Likvide beholdninger udgjorde DKK 41,5 mio. (2011: DKK 114,3 mio.).
De langfristede forpligtelser blev reduceret til DKK 3,2 mio. (2011: DKK 13,6 mio.). Den store reduktion kan henføres til omklassificeringen af den potentielle milepælsbetaling til CuraGen fra langfristede til kortfristede forpligtelser.
Kortfristede forpligtelser er reduceret til DKK 24,5 mio. (2011: DKK 26,2 mio.) trods omklassificeringen af den potentielle milepælsbetaling til CuraGen fra langfristede til kortfristede forpligtelser.
Koncernegenkapital
Egenkapitalen udgjorde DKK 251,2 mio. (2011: DKK 330,7 mio.). Ændringen i egenkapitalen består af årets underskud på DKK 80,0 mio. samt aktiebaseret vederlæggelse på DKK 0,5 mio.
Koncernens pengestrømme
Topotargets pengestrøm fra driftsaktiviteter i 2012 udgjorde DKK (80,9) mio. (2011: DKK (88,8) mio.). Koncernens pengestrøm fra investeringsaktiviteter i 2012 eksklusive køb og salg af værdipapirer udgjorde DKK 8,1 mio. (2011: DKK (1,9) mio.). Koncernens pengestrøm fra finansieringsaktiviteter udgjorde DKK 0,0 mio. (2011: DKK 0,0 mio.).
Sammenholdelse af realiseret resultat sammenlignet med tidligere udmeldte forventninger
Koncernen realiserede et underskud på fortsættende aktiviteter på DKK 80,1 mio. Resultatet svarer til vores forventninger, som vi offentliggjorde på den ordinære generalforsamling den 11. april 2012.
Forventninger til 2013
Det er af afgørende betydning for forventningerne til 2013 at vores amerikanske partner sucessfuldt foretager en registreringsansøgning (NDA) hos de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA). Topotarget forventer at modtage en milepælsbetaling fra Spectrum Pharmaceuticals på en million aktier samt et tocifret kontant millionbeløb i USD i 2. halvår 2013, hvilket vil føre til et anslået overskud før skat i størrelsesordenen DKK 74-79 mio. for indeværende regnskabsår. Likviditeten forventes ved årets udgang at udgøre ca. DKK 109-114 mio.
Moderselskabets regnskab
Moderselskabet realiserede et underskud på DKK 80,0 mio. (2011: DKK 33,0 mio.). Moderselskabets egenkapital udgjorde DKK 251,2 mio. (2011: DKK 330,7 mio.). Ændringen i egenkapitalen består af årets underskud på DKK 80,0 mio. samt aktiebaseret vederlæggelse på DKK 0,5 mio.
Resultatdisponering
Bestyrelsen foreslår, at årets underskud overføres til næste år.
Der vil i dag, den 13. marts 2013, blive afholdt telefonkonference kl. 14:00 dansk tid.
CEO Anders Vadsholt vil redegøre for årsrapporten 2012 og besvare spørgsmål. Telefonkonferencen vil foregå på engelsk. En præsentation vil være tilgængelig på Topotargets hjemmeside, www.topotarget.com, før telekonferencens start.
For deltagelse i telekonferencen, ring venligst på følgende nummer:
- Fra Danmark: 32 72 80 18
- Uden for Danmark: +44 (0) 1452 555131
Conference ID: 21071716
Telefonkonferencen kan streames via følgende link:
http://storm.zoomvisionmamato.com/player/topotarget/objects/b2wrg1h3/
Playback vil efter kaldet være tilgængeligt via samme link.
Topotarget A/S
For yderligere information kontakt venligst:
Anders Vadsholt, CEO: Direkte: +45 39178345
Baggrundsoplysninger
Om Topotarget
Topotarget (NASDAQ OMX: TOPO) er et internationalt biofarmaceutisk selskab med hovedsæde i København. Selskabet beskæftiger sig med klinisk udvikling og registrering af onkologiprodukter. Topotarget fokuserer i samarbejde med Spectrum Pharmaceuticals, Inc. på udviklingen af dets førende lægemiddelkandidat, belinostat, som har vist positive resultater i behandling af blodkræftsygdomme og solide kræfttumorer opnået ved både enkeltstof- og kombinationsbehandling. For yderligere oplysninger henvises til www.topotarget.com.
Topotarget Safe Harbor Statement
Denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn, herunder udsagn om Topotarget A/S' forventninger til udviklingen af selskabets kliniske pipeline samt med hensyn til forventet likviditetsforbrug. Sådanne udsagn er forbundet med risici og usikkerhed, hvoraf mange ligger uden for Topotarget A/S' kontrol, og kan medføre, at de opnåede resultater afviger væsentligt fra de beskrevne. Topotarget A/S har ingen hensigt om og påtager sig ingen forpligtelse til at opdatere eller ændre fremadrettede udsagn, hverken som følge af fremkomsten af nye oplysninger, fremtidige begivenheder eller på anden måde, medmindre dansk lovgivning kræver det.