År 2013, onsdag den 24. april 2013 kl. 14.00, afholdtes ordinær
generalforsamling i Victoria Properties A/S på selskabets kontor.
Generalforsamlingen var indkaldt med følgende dagsorden:
1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår
2. Forelæggelse af revideret årsrapport til godkendelse
3. Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i
henhold til den godkendte årsrapport
4. Valg af medlemmer til bestyrelsen
5. Valg af revision
6. Eventuelle forslag fra bestyrelsen og/eller aktionærerne (kapitalejerne)
6.1 Kapitalnedsættelse - ændring af stykstørrelse
6.2 Egne aktier
6.3 Bestyrelsens honorar
6.4 Bemyndigelse til dirigenten
Bestyrelsens formand, Peter Winther bød aktionærerne velkommen til selskabets
ordinære generalforsamling og gav herefter ordet til advokat, Niels Kornerup,
som bestyrelsen i overensstemmelse med pkt. 10.1 i selskabets vedtægter havde
udpeget som dirigent.
Dirigenten takkede for valget som dirigent og konstaterede, at
generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig.
På generalforsamlingen var til stede 16 personer hvoraf 12 personer var med
adgangskort med stemmeret og 4 personer var med adgangskort uden stemmeret. Ud
af selskabets 4.640.377 stemmer (efter fradrag af egne aktier) var i alt
2.253.798 stemmer repræsenteret. Ud af en samlet aktiekapital på nominelt kr.
46.403.770 (efter egne aktier) var i alt nominelt kr. 22.537.980 repræsenteret
på generalforsamlingen.
Dirigenten gennemgik dagsordenen for generalforsamlingen.
Ad pkt. 1-3: Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne
regnskabsår.
Forelæggelse af revideret årsrapport til godkendelse.
Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud
eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport.
Formanden for bestyrelsen, Peter Winther aflagde bestyrelsens beretning og
gennemgik årsrapporten.
Der henvises til den i årsregnskabet indeholdte beretning, der suppleredes med
oplysninger fra fondsbørsmeddelser nr. 173-178.
Dirigenten takkede formanden for beretningen og oplyste at årsrapporten forelå
underskrevet af bestyrelse og direktion og var påtegnet af selskabets revisorer
med blank påtegning. For så vidt angik udbyttet bemærkede dirigenten, at
bestyrelsen foreslog, at der ikke udbetaltes udbytte for 2012 samt at
underskuddet på EUR 21,2 mio. foresloges overført til næste år.
Diverse spørgsmål fra de fremmødte blev besvaret af formanden.
Dirigenten konstaterede herefter med generalforsamlingens tilslutning, at
beretningen var taget til efterretning, at årsrapporten var godkendt og at
forslaget om overskudsdisponering var godkendt.
Ad pkt. 4: Valg af medemmer til bestyrelsen.
Dirigenten oplyste, at følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg og villige til
genvalg:
· direktør Peter Winther
· direktør Lars Thylander
· lensgreve Bendt Wedell
· advokat Sebastian Christmas Poulsen
· direktør Lars Johansen
Dirigenten oplyste endvidere, at John Schwartzbach ikke stillede op til
genvalg.
Dirigenten bemærkede, at alle kandidaternes ledelseshverv mv. fremgik af
årsrapporten.
Da der ikke var andre kandidater konstaterede dirigenten, at alle de opstillede
er valgt for en 1-årig periode. Dirigenten ønskede de valgte
bestyrelsesmedlemmer tillykke med valget.
Ad pkt. 5: Valg af revisor
Bestyrelsen foreslog genvalg af PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret
Revisionspartnerselskab.
Da der ikke var andre kandidater konstaterede dirigenten, at
PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab var genvalgt som
selskabets revisor.
Ad pkt. 6: Eventuelle forslag fra bestyrelse og/eller aktionærerne
(kapitalejerne)
Dirigenten oplyste, at der til behandling forelå 4 forslag fra bestyrelsen:
6.1 Kapitalnedsættelse - ændring af stykstørrelse
6.2 Egne aktier
6.3 Bestyrelsens honorar
6.4 Bemyndigelse til dirigenten
Idet dirigenten bemærkede, at bestyrelsen havde valgt at trække forslaget om
kapitalnedssættelse.
Det andet forslag vedrørte bemyndigelse til bestyrelsen, indtil den 23. april
2018, til at erhverve egne aktier med en samlet nominel værdi op til 10 % af
aktiekapitalen. Forslagets fulde ordlyd er således:
Det foreslås, at bestyrelsen indtil den 23. april 2018 bemyndiges til at lade
selskabet erhverve egne aktier med en samlet nominel værdi op til 10 % af
aktiekapitalen i overensstemmelse med den gældende lovgivning herom. Købskursen
for de pågældende aktier må ikke afvige mere en 10 % fra børskursen på
erhvervelsestidspunktet.
Ingen ønskede ordet, og dirigenten konstaterede herefter med
generalforsamlingens tilslutning, at den ønskede bemyndigelse til bestyrelsen
til at erhverve egne aktier var vedtaget.
Det tredje forslag vedrørte bestyrelsens vederlag for indeværende år.
Bestyrelsens vederlag for 2013, foresloges uændret til:
* Basishonoraret foresloges uændret fastsat til 100.000 kr. for almindelige
bestyrelsesmedlemmer.
* Formandens honorar foresloges uændret fastsat til 375.000 kr.
* Der blev ikke ydet særskilt honorar for deltagelse i udvalg.
Ingen ønskede ordet, og dirigenten konstaterede herefter med
generalforsamlingens tilslutning, at bestyrelsens vederlag for indeværende år
var vedtaget.
Endelig forelå der forslag om bemyndigelse til dirigenten til at anmelde det her
vedtagne samt ændre i det vedtagne i det omfang, Erhvervsstyrelsen måtte anmode.
Da ingen aktionærer ønskede ordet, konstaterede dirigenten med
generalforsamlingens tilslutning, at forslaget om bemyndigelse til dirigenten
var vedtaget.
Dirigenten konstaterede herefter, at dagsordenen var udtømt og nedlagde sit
hverv som dirigent.
Dirigenten erklærede herefter generalforsamlingen for afsluttet.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Peter Winther som
formand og Sebastian Christmas Poulsen som næstformand.
Yderligere oplysninger:
Frank Hansen
Adm. direktør
Telefon 7027 0199
[HUG#1695871]
Victoria Properties A/S : Fondsbørsmeddelelse nr. 179 - Forløb af ordinær generalforsamling 2013
| Source: Victoria Properties A/S