Købstilbud til aktionærerne i Sparekassen Faaborg A/S
Sparekassen Sjælland offentliggjorde den 28. maj 2013 sin beslutning om at ville fremsætte et købstilbud til aktionærerne i Sparekassen Faaborg A/S ifølge hvilket, Sparekassen Sjælland på visse betingelser ville tilbyde at købe alle aktier i Sparekassen Faaborg A/S mod et kontant vederlag på DKK 175 pr. aktie (”Købstilbuddet”). Der henvises til selskabsmeddelelse nr. 7/2013, der blev offentliggjort den 28. maj 2013.
I overensstemmelse med § 3 i bekendtgørelse nr. 221 af 10. marts 2010 om overtagelsestilbud offentliggøres hermed på vegne af Sparekassen Sjælland tilbudsdokumentet, der indeholder en beskrivelse af vilkårene og betingelserne for Købstilbuddet. Tilbudsannonce og tilbudsdokument er vedhæftet denne meddelelse.
Bestyrelsen i Sparekassen Faaborg A/S har meddelt Sparekassen Sjælland, at bestyrelsen anbefaler Købstilbuddet. Bestyrelsen vil i overensstemmelse med § 14 i bekendtgørelse nr. 221 af 10. marts 2010 om overtagelsestilbud offentliggøre en redegørelse for bestyrelsens holdning til Købstilbuddet.
Tilbudsdokument
Tilbudsdokumentet med tilbudsannoncen og acceptblanket samt bestyrelsens redegørelse vil blive sendt til selskabets navnenoterede aktionærer, bortset fra aktionærer der er bosiddende i jurisdiktioner, hvor en sådan distribution vil stride mod gældende lovgivning eller er omfattet af andre begrænsninger. Tilbudsdokumentet kan også med visse undtagelser findes på www.sparekassenfaaborg.dk og www.spks.dk.
_________________________________________________________________________
Yderligere information
Allan Hansen Claus Sejling
Bestyrelsesformand Adm. direktør
Tlf. 31 25 88 77 Tlf. 63 61 18 14
Købstilbuddet og denne meddelelse er ikke rettet til aktionærer, hvis deltagelse i Købstilbuddet (som defineret nedenfor) kræver udsendelse af et tilbudsdokument, registrering eller andre handlinger, bortset fra hvad der kræves i henhold til dansk lovgivning. Købstilbuddet og denne meddelelse er hverken direkte eller indirekte rettet til aktionærer bosiddende i nogen jurisdiktion, hvor fremsættelse af Købstilbuddet eller accept heraf og/eller udsendelse af denne meddelelse ville være i strid med den pågældende jurisdiktions lovgivning. Dokumenter, der vedrører Købstilbuddet og denne meddelelse, må ikke fremsendes til aktionærer, der er bosiddende i en sådan jurisdiktion. Enhver person, der kommer i besiddelse af dokumenter vedrørende Købstilbuddet og denne meddelelse, forudsættes selv at indhente alle nødvendige oplysninger om eventuelle gældende begrænsninger samt at overholde disse.
Købstilbuddet og denne meddelelse fremsættes hverken direkte eller indirekte i eller til USA, Canada, Australien eller Japan eller nogen anden jurisdiktion, hvor dette ville udgøre en overtrædelse af lovgivningen i den pågældende jurisdiktion (en ”Udelukket Jurisdiktion”), og Købstilbuddet gælder ikke og kan ikke accepteres fra USA, Canada, Australien eller Japan eller nogen anden Udelukket Jurisdiktion.
Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om eller en opfordring til at købe eller sælge aktier i henhold til Købstilbuddet eller i øvrigt. Købstilbuddet fremsættes udelukkende i form af et tilbudsdokument med acceptblanket, der udarbejdes af Sparekassen Sjælland, og som indeholder en beskrivelse af vilkår og betingelser for Købstilbuddet, herunder oplysning om fremgangsmåden ved accept heraf. Enhver beslutning om at acceptere Købstilbuddet bør alene træffes efter en nøje gennemgang af tilbudsdokumentet og redegørelsen, der udarbejdes af bestyrelsen Sparekassen Faaborg A/S i overensstemmelse med § 14 i bekendtgørelse nr. 221 af 10. marts 2010 om overtagelsestilbud.