26. juni 2013
European Wind Investment A/S oplyser, at der er indgået aftale mellem EgnsINVEST og TREFOR om TREFOR's erhvervelse af EgnsINVEST's managementaktiviteter vedrørende EWII. I forbindelse med aftalen fremsætter TREFOR et frivilligt offentligt købstilbud på de resterende aktier i EWII.
Bestyrelsen i European Wind Investment A/S' ("EWII" - ISIN DK0060127520) er blevet orienteret om, at EgnsINVEST og TREFOR i dag har indgået aftale om TREFOR's erhvervelse af EgnsINVEST's managementaktiviteter vedrørende EWII med virkning fra den 1. januar 2014. Managementaktiviteterne består bl.a. af ledelse, administration, rådgivning og produktudvikling samt bistand i relation til EWII's finansiering og gældspleje samt identifikation af og rådgivning vedrørende mulige investeringsaktiver i henhold til EWII's investeringsstrategi.
TREFOR er nuværende storaktionær i EWII. I forbindelse med indgåelsen af aftalen fremsætter TREFOR et frivilligt offentligt købstilbud til samtlige øvrige aktionærer i EWII til en kurs svarende til aktiernes indre værdi i henhold til EWII's halvårsregnskab pr. 30. juni 2013. TREFOR har i den forbindelse oplyst at have modtaget bindende og uigenkaldelig forhåndstilkendegivelse fra eksisterende aktionærer i EWII repræsenterende 15,09% af aktiekapitalen om at ville acceptere et sådant købstilbud, under forudsætning af at købstilbud fremsættes senest den 10. september 2013.
Med venlig hilsen
European Wind Investment A/S
Certified Adviser er Advizer.
Kontakt vedrørende ovenstående kan rettes til:
Bestyrelsesformand i European Wind Investment A/S:
Knud Steen Larsen – 79 33 34 35
Direktør i European Wind Investment A/S:
Thorkild Steen Sørensen – 76 25 01 46
eller
Advizer
Jakob Tolstrup Kristensen – 70 22 50 33