Tilfredsstillende resultat understøtter Coloplasts vækstambitioner


I de første ni måneder af regnskabsåret 2012/2013 omsatte Coloplast for 8.665 mio. kr. svarende til en organisk vækst på seks procent. I tredje kvartal var den organiske vækst 7%. 

Driftsresultatet (EBIT) steg 14% til 2.699 mio. kr. Overskudsgraden (EBIT-marginen) blev 31% mod 29% i samme periode sidste år. Periodens resultat steg med 24% til 1.962 mio. kr. 

”Jeg er meget tilfreds med det regnskab, vi præsenterer i dag. Der er vækst i alle forretningsområder og i alle regioner, og resultatet understøtter ambitionen om at øge selskabets vækst,” siger Coloplasts adm. direktør Lars Rasmussen.

Væksten i forretningsområderne var henholdsvis syv procent i Stomi, seks procent i Kontinens, ni procent i Urologi og fire procent i Hud- og Sårpleje.

”Jeg er godt tilfreds med salgsudviklingen i Stomi, særligt i Europa. Væksten i USA var meget tilfredsstillende, hvor især de to mindre forretningsområder Urologi og Sårpleje leverede gode resultater på trods af udfordrende markedsvilkår. I øvrige markeder var særligt væksten i Brasilien og Kina tilfredsstillende.” 

Coloplast udvider den globale produktion
Coloplast vil i de kommende to år investere omkring 130 – 150 mio. kroner i en udvidelse af selskabets fabrik i Nyírbátor i Ungarn.

”Vi vokser år efter år, og derfor har vi brug for mere plads og mere kapacitet i produktionen,” siger Lars Rasmussen og fortsætter: ”Vi vælger at udvide den ene af vores to fabrikker i Ungarn, fordi vi vurderer, det er den mest effektive løsning. Samtidig er placeringen centralt i Europa vigtig for os, da langt størstedelen af vores salg ligger i Europa.”

Coloplast har i dag produktion i Danmark, Ungarn, Kina, Frankrig og USA. Nye produkter produceres i Danmark på de to innovationsfabrikker i Mørdrup og Thisted i tæt samarbejde med de globale marketing og R&D funktioner, der er placeret i virksomhedens hovedkvarter i Humlebæk. Fabrikkerne i Ungarn og Kina er specialiserede i volumenproduktion.    

For yderligere oplysninger se Q3 regnskabet her

 

         PRESSEKONTAKT
         Ulla Lundhus
         Head of Media and Positioning
         +45 4911 1929
         dkul@coloplast.com
         
         INVESTOR RELATIONS
         Ian Christensen
         Vice President, Investor Relations
         +45 4911 1301
         dkisec@coloplast.com


Attachments

Q3_201213_pressemeddelelse_final.pdf
GlobeNewswire

Recommended Reading