Hellerup, 2013-08-28 11:45 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Likvidator har dags dato udarbejdet delårsrapport pr. 30. juni 2013 for Foreningen Fast Ejendom i likvidation.
- På den ekstraordinære generalforsamling den 14. august 2013 blev det, som led i en omstrukturering af koncernen, besluttet at lade Foreningen træde i solvent likvidation med Niels Roth som likvidator.
- Som led i omstruktureringen forventes det, at det af Foreningen fuldt ejede holdingselskab, Fast Ejendom Danmark A/S (tidligere Fast Ejendom Holding A/S), bliver børsnoteret ultimo 2013.
- De underliggende selskaber i koncernen berøres ikke af omstruktureringen.
- Resultatet af ejendommenes drift pr. 30. juni 2013 blev et overskud på 29,7 mio. kr. mod 28,3 mio. kr. pr. 30. juni 2012
- Periodens administrationsomkostninger blev 4,4 mio. kr. mod 4,6 mio. kr. pr. 30. juni 2012.
- Periodens resultat før værdiregulering, finansielle poster og skat blev 25,2 mio. kr. (30. juni 2012: 23,7 mio. kr.)
- Periodens finansielle omkostninger, opgjort netto, blev 3,7 mio. kr. (30. juni 2012: 10,9 mio. kr.) I periodens finansielle omkostninger indgår positiv værdiregulering af renteswaps med 4,8 mio. kr. (30. juni 2012: - 5,2 mio. kr.) samt negativ værdiregulering af prioritetsgæld med 2,1 mio. kr. (30. juni 2012: + 0,4 mio. kr.)
- Periodens resultat efter skat er et overskud på 17,8 mio. kr. (30. juni 2012: 7,9 mio. kr.)
- Periodens pengestrøm fra driften blev 18,4 mio. kr. (30. juni 2012: 16,0 mio. kr.)
- Ultimo andet kvartal var udlejningsgraden 85,6 mod 86,3 ultimo 2012.
- Der er i perioden foretaget dagsværdiregulering af ejendomme med 2,6 mio. kr. Værdien af Foreningens ejendomme udgør ultimo perioden 1.037,2 mio. kr. mod 1.034,6 mio. kr. ultimo 2012.
- Loan To Value udgør ultimo perioden 68,4 pct. i forhold til 69,6 pct. ultimo 2012.
- Ultimo perioden er indre værdi pr. foreningsbevis 100,51 mod 93,29 ultimo 2012, svarende til en stigning på 7,73 pct. Stigningen i indre værdi skyldes dels Foreningens positive resultat i perioden (5,83 procentpoint), dels foretagne tilbagekøb af foreningsbeviser i perioden (1,90 procentpoint).
- Medlemmernes formue udgør ultimo perioden 298,0 mio. kr. mod 286,0 mio. kr. ultimo 2012.
- Foreningen har pr. 30. juni tilbagekøbt i alt 100.667 stk. egne beviser til en samlet pris på 5.819 t.kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig kurs på 57,8. Programmet fortsætter indenfor en maksimal ramme på 15,0 mio. kr. i hele 2013.
- Bestyrelsen har den 2. januar annulleret i alt 362.515. stk. egne beviser svarende til 10,6 pct. af de af Foreningen udstedte foreningsbeviser. Antallet af udstedte foreningsbeviser er herefter reduceret fra 3.428.536 stk. til 3.066.021 stk.
- Foreningen har ikke erhvervet eller solgt ejendomme i perioden.
- For hele 2013 forventer bestyrelsen et resultat af primær drift før værdireguleringer, finansielle poster og skat i niveauet 40 mio. kr. mod tidligere meddelt i niveauet 47 mio. kr. (2012: 45,0 mio. kr.). Nedjusteringen skyldes omkostninger i forbindelse med den besluttede omstrukturering af koncernen.
Hele delårsrapporten er vedlagt i pdf format.
For yderligere oplysninger kontakt venligst
likvidator Niels Roth, 40 11 02 11