Gyldendals omsætning i årets første ni måneder blev 575 mio. kr., og dermed på samme niveau som sidste år. Resultat før skat er forbedret til et overskud på 24 mio. kr. mod 8 mio. kr. i 2012. Resultatet er bedre end forventet.
Resultatforbedringen kan hovedsagelig henføres til vækst i uddannelsesforretningen med stigende salg af digitale læremidler. I 2012 blev resultatet negativt påvirket af en betydelig regnskabsmæssig udskydelse af licensindtjeningen på digitale produkter. I den forløbne del af 2013 er denne periodiseringseffekt stort set neutral, men forventes dog i resten af året at have en negativ effekt. Indtjeningen er tillige styrket ved nedbringelse af produktions- og eksterne omkostninger.
Det danske bogmarkeds faldende tendens gennem de senere år skønnes i 2013 at være vendt til en beskeden stigning i forhold til 2012. Koncernens udgivelsesprogrammer i efteråret til det generelle marked vurderes som lovende for årets julehandel med en række stærke titler.
Ledelsen fastholder forventningerne til omsætningen for hele 2013 på ca. 840 mio. kr. men forventer en lidt bedre indtjening. Resultatet før skat for 2013 forventes herefter at blive ca. 50 mio. kr. mod tidligere udmeldt ca. 45 mio. kr.
Der er i perioden ikke indtruffet forhold, der væsentligt påvirker koncernens finansielle stilling.
København, den 14. november 2013
Direktionen:
Stig Andersen Bjarne Ponikowski
Adm. direktør Direktør
For yderligere informationer kontakt:
Adm. direktør Stig Andersen
Tlf. 3375 5555
Mob. 5151 1400