København, 2014-01-29 14:39 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Efter renter, men før kurs- og værdireguleringer og skat forventes resultatet (EBVAT) på DKK 465-475 mio., en fremgang på 22-25% fra 2012 (DKK 381 mio.)
For det påbegyndte år forventes fortsat fremgang i driftsresultatet
Jeudans bestyrelse har gennemgået det foreløbigt opgjorte regnskab for 2013 og forventningerne for 2014.
God udlejningsaktivitet
Udlejningsaktiviteten var tilfredsstillende i det forløbne år. Nyudlejning og genforhandlinger udgjorde i årsleje over DKK 140 mio. og dermed ca. 20% højere end året før.
Trods et fortsat jævnt udlejningsmarked og enkelte store opsagte lejemål lykkedes det Jeudan at fastholde en god samlet udnyttelse af ejendommene med en udlejningsprocent på knap 93% ved udgangen af året (opgjort på grundlag af lejeindtægter).
Resultat over forventningerne
Driftsresultatet (EBIT) i 2013 er foreløbigt opgjort til DKK 635-645 mio. mod DKK 602 mio. året før, en stigning på 6-7%.
Resultatet er opnået på grundlag af en omsætning på omkring DKK 1.150 mio., hvilket er i overensstemmelse med forventningerne.
Efter renteomkostninger, men før kurs- og værdireguleringer og skat (EBVAT) forventes resultatet at blive DKK 465-475 mio. i 2013. I de tidligere offentliggjorte forventninger udgjorde EBVAT DKK 430-470 mio.
”Vi er tilfredse med en udvikling, hvor det primære resultat stiger med mere end 20% til omkring DKK 470 mio., som svarer til ca. 10% af egenkapitalen. Det dokumenterer en rigtig strategi og forretningsmodel,” siger Niels Heering, formand for Jeudans bestyrelse.
Ved årets udgang blev opgjort en positiv kursregulering af gældsforpligtelserne på ca. DKK 330 mio., mens ejendommenes samlede værdi (netto) er reduceret med omkring DKK 190 mio. til DKK 17,7 mia.
Herefter forventes et resultat før skat på DKK 605-615 mio. i 2013 mod DKK 31 mio. i 2012.
I årets løb købte Jeudan otte ejendomme for tilsammen DKK 816 mio. og solgte ti ejendomme for tilsammen DKK 308 mio. Udviklingen af porteføljen blev foretaget i overensstemmelse med Selskabets mangeårige strategi, som fokuserer på gode, velbeliggende ejendomme i hovedstadsområdet og lønsomhed i den daglige drift.
De oplyste tal for 2013 er foreløbige og ikke reviderede. Årsregnskabsmeddelelsen for 2013 er planlagt offentliggjort 4. marts 2014.
Forventninger for 2014
Der forventes et driftsresultat (EBIT) i størrelsesordenen DKK 635-675 mio., baseret på en omsætning på uændret niveau.
Efter renteomkostninger, der i 2013 var positivt påvirket af indgåelse af nye renteaftaler indgået med forwardstart, forventes resultatet før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) at udgøre DKK 425-465 mio.
Selskabet er løbende i forhandlinger og overvejelser om investeringer i yderligere ejendomme i overensstemmelse med strategien.
Denne meddelelse indeholder udsagn om forventninger til den økonomiske udvikling, som ifølge deres natur er forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, der kan medføre væsentlige afvigelser i forhold til det forventede. Faktorerne udgøres blandt andet af udviklingen i leje- og serviceindtægter, omkostninger til drift og vedligeholdelse samt i mindre grad rentesatser. For en uddybning af disse og andre faktorer henvises til afsnittet om risikofaktorer i Jeudans seneste årsrapport.
Yderligere oplysninger
Bestyrelsesformand Niels Heering, tlf. 3341 4141
Adm. direktør Per W. Hallgren, tlf. 7010 6070
Jeudan A/S, Sankt Annæ Plads 13, 1250 København K. Tlf. 7010 6070.
Jeudan er Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed. Koncernen investerer i og driver større kontor-, bolig- og detailejendomme i København. Koncernen tilbyder i Jeudan Servicepartner et bredt udbud af ejendomsrelaterede rådgivnings-, service- og bygningsydelser. Strategien sigter mod fortsat vækst og lønsomhed, baseret på værdierne ordentlighed, dygtighed og tilgængelighed. Koncernen har 400 medarbejdere. Jeudans aktier er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen (JDAN). www.jeudan.dk.