Selskabsmeddelelse nr. 2014-03 9. april 2014
Afholdelse af ordinær generalforsamling
William Demant Holding A/S har i dag afholdt ordinær generalforsamling på selskabets adresse, Kongebakken 9, 2765 Smørum, hvor alle bestyrelsens forslag blev vedtaget af generalforsamlingen. Dette medførte blandt andet følgende beslutninger:
- At selskabets årsrapport og halvårsrapport fremover alene skal udarbejdes og aflægges på engelsk.
- At selskabets årsrapport for 2013 blev godkendt, og at hele årets overskud, DKK 1.157 mio., overføres til selskabets reserver.
- At Lars Nørby Johansen, Peter Foss og Niels B. Christiansen blev genvalgt som bestyrelsesmedlemmer, og at Benedikte Leroy blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem.
- At selskabets revisionsfirma, Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, blev genvalgt.
- At bestyrelsen blev bemyndiget til indtil næste ordinære generalforsamling af lade selskabet erhverve egne aktier med en pålydende værdi af indtil 10 % af aktiekapitalen.
I sin beretning redegjorde bestyrelsens formand, Lars Nørby Johansen, blandt andet for koncernens udvikling i 2013. Han sagde:
”2013 var et godt år for William Demant-koncernen med pæn vækst i både omsætning og indtjening. Fremgangen er ikke mindst tilfredsstillende i lyset af de forandringer, som vi ser i disse år – forandringer, som har resulteret i et ændret konkurrencebillede i vores industri, og som har medvirket til at hæmme markedsvæksten. De udfordrende markedsvilkår stiller øgede krav til alle aktører, og i William Demant-koncernen har vi valgt at investere massivt i fremtiden, og jeg er overbevist om, at vores unikke position inden for hearing healthcare vil sikre vores fremtidige vækst.”
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Lars Nørby Johansen som formand og Peter Foss som næstformand.
¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨
Yderligere information: Øvrige kontaktpersoner:
Adm. direktør Niels Jacobsen Økonomidirektør Stefan Ingildsen
Telefon +45 3917 7300 IR-chef Søren B. Andersson
www.demant.com IR Officer Rasmus Sørensen