BoConcept Holding A/S afholder generalforsamling den 27. august 2014

Der indkaldes herved til ordinær generalforsamling onsdag den 27. august 2014 - kl. 16.00 på selskabets kontor - Mørupvej 16, 7400 Herning (Base Camp).


 

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Ledelsesberetning
  3. Fremlæggelse af årsrapport
  4. Godkendelse af årsrapport, herunder beslutning om decharge for direktion og bestyrelse samt beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte årsrapport

         Bestyrelsen foreslår, at der ikke udbetales udbytte for regnskabsåret 2013/14. 

  1. Valg af medlemmer til bestyrelsen

         Efter vedtægterne afgår de på generalforsamlingen valgte bestyrelsesmedlemmer

         hvert år. 

         Bestyrelsen foreslår genvalg af Viggo Mølholm, Peter Thorsen, Preben Bager og Henrik Burkal.

  1. Valg af revisor

         Bestyrelsen foreslår genvalg af PricewaterhouseCoopers, statsautoriseret revisionspartnerselskab.

  1. Forslag fra bestyrelsen:

Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at kunne forhøje selskabskapitalen med op til nominelt 2.622.118 kr. B-aktier i perioden frem til og med den 1. august 2019. Bemyndigelsen indsættes i vedtægterne som en ny § 7C med følgende ordlyd:

Stk. 1

Bestyrelsen er bemyndiget til at forhøje selskabskapitalen ved udstedelse af nye B-kapitalandele i én eller flere udstedelser med fortegningsret for selskabets eksisterende kapitalejere, jf. § 4 med en samlet nominel værdi på op til 2.622.118, jf. dog stk. 3.

Bemyndigelsen gælder i perioden frem til og med den 1. august 2019. 

Forhøjelse af selskabets kapital skal ske ved kontant indbetaling. Der kan ikke ske delvis indbetaling.

Stk. 2

Bestyrelsen er bemyndiget til at forhøje selskabskapitalen ved udstedelse af nye B-kapitalandele i én eller flere udstedelser uden fortegningsret for selskabets eksisterende kapitalejere, jf. § 4 med en samlet nominel værdi på op til 2.622.118, jf. dog stk. 3. Forhøjelsen kan ske ved indbetaling af andre værdier end kontanter og uden fortegningsret for eksisterende kapitalejere, såfremt dette sker som vederlag for selskabets overtagelse af en bestående virksomhed eller bestemte formueværdier til en værdi, der modsvarer de udstedte kapitalandeles værdi.

Bemyndigelsen gælder i perioden frem til og med den 1. august 2019. 

Stk. 3

Bestyrelsens bemyndigelse efter stk. 1 og stk. 2 kan tilsammen maksimalt udnyttes ved udstedelse af nye B-kapitalandele med en samlet nominel værdi på op til 2.622.118 kr.

Stk. 4

De nye B-kapitalandele udstedt efter stk. 1 og stk. 2 registreres gennem VP Securities A/S og lyder på ihændehaveren, men kan noteres på navn i selskabets ejerbog. Kapitalandelene er omsætningspapirer og skal i øvrigt i enhver henseende have samme rettigheder som hidtidige B-kapitalandele. Der er ikke indskrænkninger i kapitalandelenes omsættelighed og der er ej heller pligt til at lade kapitalandelene indløse. I øvrigt fastsætter bestyrelsen de nærmere vilkår for kapitalforhøjelser i henhold til denne bemyndigelse.

 

  1. Evt.

Indkaldelsen, dagsorden, selskabets årsrapport 2013/14 med koncernregnskab, de fuldstændige forslag og angivelse af det samlede antal kapitalandele og stemmerettigheder, herunder det samlede antal for hver kapitalklasse, samt formularer, der skal anvendes ved brevafstemning pr. brev eller fuldmagt, henligger fra og med den 5. august 2014 til eftersyn for kapitalejerne på selskabets kontor i Herning.

Aktiekapital, stemmeret og kontoførende pengeinstitut

Selskabets aktiekapital er kr. 28.621.190 fordelt i kapitalandele á kr. 10,00 og multipla heraf. Af selskabskapitalen er kr. 2.400.000 A-kapitalandele og kr. 26.221.190 B-kapitalandele. A-kapitalandelene har 10 stemmer for hver A-kapitalandel på kr. 10 og B-kapitalandelene har 1 stemme for hver B-kapitalandel på kr. 10.

Enhver kapitalejer er berettiget til at deltage i en generalforsamling, når kapitalejeren senest 3 dage før dennes afholdelse har løst adgangskort dertil på selskabets kontor eller på et andet i indkaldelsen angivet sted mod forevisning af sine kapitalandele, under henvisning til stedfunden navnenotering eller ved anden dokumentation for sin kapitalandelsbesiddelse.

Kapitalejere kan udøve deres stemmeret på selskabets generalforsamling, hvis der er sket notering i selskabets ejerbog senest 7 dage før afholdelsen af generalforsamlingen.

Stemmeretten kan endvidere udøves i henhold til skriftlig fuldmagt, og der skal anvendes en bestemt formular, som kan downloades fra selskabets hjemmeside - www.boconcept.com/da-dk/investor-relations, som skal være BoConcept Holding A/S i hænde senest 3 dage, før generalforsamlingen finder sted.

Kapitalejerne udøver deres finansielle rettigheder gennem egen depotbank.

 

 


Attachments

Indkaldelsegeneralforsamling_dk.pdf