Med henblik på at opnå en stabil mælkepris er der på tyske markedsvilkår indgået en langsigtet aftale med den tyske mejerikoncern Fude + Serrahn Milchprodukte GmbH & Co. KG
Fra 1. april 2015 er der ikke længere mælkekvoter i EU, og dermed er mælkeproduktionen udelukkende baseret på markedsvilkår.
FirstFarms, der driver landbrug i Slovakiet og Rumænien, har derfor et stykke tid arbejdet målrettet på at finde en stærk partner til at aftage selskabets mælkeproduktion i Slovakiet. Her er der i alt cirka 2.600 malkekøer med en gennemsnitlig ydelse på 9.500 kg mælk, 3,8 procent fedt og 3,4 procent protein.
- Vores mål har været at sikre en stabil afsætning til en fornuftig pris på kendte, langsigtede vilkår i lighed med det, andre mælkeproducenter i EU har, forklarer adm. direktør for FirstFarms, Anders H. Nørgaard.
Den udvalgte partner er den tyske mejerikoncern Fude + Serrahn Milchprodukte GmbH & Co. KG med hovedsæde i Hamburg og tre mejerianlæg i Tyskland. Koncernen havde i seneste regnskabsår en omsætning på 740 millioner euro og omsatte cirka 800.000 ton mælk.
En uopsigelig aftale
Indtil aftalen med Fude + Serrahn blev indgået, solgte FirstFarms sin mælk på spotmarkedet, hvor prisen har været for nedadgående gennem et stykke tid.
- Nu følger vi en mælkepris, som er udregnet efter det, en håndfuld tyske mejerier betaler sine leverandører.
- På den måde er vi sikret fornuftige markedsvilkår, fordi aftalen desuden er uopsigelig længere tid frem, forklarer Anders H. Nørgaard.
FirstFarms havde i forvejen en eksportlicens, som nu kan anvendes i samarbejdet med den tyske mejerikoncern til at eksportere mælk rundt i EU.
- Det skaber nye muligheder for os og dem, at vi nu er partnere, fastslår han.
FirstFarms meddelte i sin seneste delårsrapport udsendt 25. november 2014, at samarbejdet med Fude + Serrahn var indgået.
Foto 1
FirstFarms staldanlæg i Plavecky Štvrtok fotograferet i 2014. Her er plads til i alt 2.700 køer ved fuld kapacitet.
Foto 2
Malkningen foregår i to store karruseller med plads til 40 køer i hver.
Yderligere oplysninger hos FirstFarms A/S, adm. direktør Anders H. Nørgaard på 75 86 87 87
FirstFarms A/S er Danmarks eneste børsnoterede aktieselskab med aktiviteter i primærlandbruget. FirstFarms A/S blev børsnoteret december 2006 og har nu cirka 3.500 aktionærer og en aktiekapital på 47.122.410 kroner. Aktiviteterne foregår i landbrugsselskaber og jord i Slovakiet og Rumænien. Selskabet driver i alt 15.500 hektar, 2.600 malkekøer og beskæftiger cirka 200 medarbejdere. FirstFarms A/S realiserede i 2013 en omsætning på 114,1 mio. kroner, et EBIT-resultat på 11,2 mio. kroner, og et resultat før skat på 4,5 mio. kroner. FirstFarms A/S forventer i 2014 et EBIT-resultat på 17-22 mio. kroner.