Carlsberg-gruppen meddeler, at selskabet på sin ordinære generalforsamling den 26. marts 2015 vil foreslå valg af Lars Rebien Sørensen, adm. direktør for Novo Nordisk, til bestyrelsen. Lars Rebien Sørensen vil afløse Jess Søderberg, nuværende næstformand for bestyrelsen, som fratræder ved valgperiodens udløb, da han er fyldt 70 år.
Bestyrelsesformand Flemming Besenbacher udtaler: ”Jeg er meget glad for, at bestyrelsen foreslår valg af Lars Rebien Sørensen som nyt bestyrelsesmedlem. Lars er en højt anset forretningsmand af stor kaliber. Hans omfattende internationale erfaring inden for ledelse generelt og markedsføring og hans erfaring som eksternt bestyrelsesmedlem vil være af stor værdi for Carlsberg.
På bestyrelsens vegne vil jeg gerne sige et stort tak til Jess Søderberg, som har været et meget engageret og værdsat medlem af bestyrelsen igennem de seneste syv år. Jess har været en respekteret næstformand for bestyrelsen og formand for Revisionsudvalget, og derudover har han været et vigtigt medlem af både Vederlags- og Nomineringsudvalget.“
Lars Rebien Sørensen har følgende kommentar til muligheden for at blive medlem af Carlsbergs bestyrelse: “Jeg føler mig meget beæret over at være kandidat til Carlsbergs bestyrelse. Carlsberg-gruppen er en velrenommeret international forretning med en lang og stolt historie. Virksomheden har i de senere år været igennem en transformation for at nå dertil, hvor den er i dag. Jeg ser frem til at kunne yde mit bidrag til at føre den igennem den næste vellykkede vækstfase.”
Information til redaktører
Om Lars Rebien Sørensen
Lars Rebien Sørensen blev ansat i Novo Nordisks Enzymes Marketing i 1982. Han har været udstationeret i adskillige lande, bl.a. i Mellemøsten og USA. I 1994 blev han udnævnt til medlem af Novo Nordisks koncerndirektion med ansvar for Health Care-forretningen. Han blev udnævnt til administrerende direktør i 2000. Lars Rebien er medlem af bestyrelsen for Thermo Fisher Scientific Inc., USA, og Bertelsmann AG, Tyskland. I 2007 blev han adjungeret professor ved det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Lars Rebien Sørensen er af dansk nationalitet og født i oktober 1954.
Kontaktpersoner
Investor Relations:
Peter Kondrup +45 3327 1221
Iben Steiness +45 3327 1232
Media Relations:
Jens Bekke +45 3327 1412
Jim Daniell +45 3327 2874
Tilmeld dig vores nyhedsmails på www.carlsberggroup.com/subscribe eller følg @CarlsbergGroup på Twitter.