Selskabsmeddelelse nr. 2015-12 29. september 2015
William Demant gennemfører akkvisitionen af aktiemajoriteten i Audika Groupe, en af de førende udbydere af hearing healthcare i Frankrig
Efter selskabsmeddelelsen den 18. september 2015, hvor vi informerede om de franske konkurrencemyndigheders godkendelse af William Demant Holding A/S’ (“William Demant”) akkvisition af Audika Groupe (“Audika”), skal William Demant hermed meddele, at selskabet i dag har gennemført købet af 53,9 % af aktiekapitalen i Audika fra Holton S.A.S. (“Holton”) for et samlet beløb på EUR 90.699.071 svarende til DKK 676.651.349 og en pris pr. aktie på ca. EUR 17,79.
I henhold til gældende regler vedrørende virksomhedsovertagelse vil gennemførelse af akkvisitionen blive efterfulgt af indlevering den 30. september 2015 af et udkast til et pligtmæssigt købstilbud (“købstilbud”) til det franske finanstilsyn (“AMF”) vedrørende de resterende 46,1 % af aktiekapitalen i Audika. Derudover har William Demant til hensigt, inden for tre måneder efter udløb af købstilbuddet, at bede AMF om at gennemføre en tvangsindløsning, hvis de relevante betingelser er opfyldt efter gennemførelse af købstilbuddet.
I henhold til betingelserne gældende for købstilbuddet og den mulige tvangsindløsning vil William Demant tilbyde en kurs på EUR 17,79 pr. aktie. Kursen er dog betinget af AMF’s godkendelse og den af BM&A udarbejdede rapport. BM&A er den uafhængige ekspert, der blev udpeget af Audika den 7. maj 2015 i overensstemmelse med paragraf 261-1 I og II i AMF’s generelle forskrifter.
Den økonomiske effekt af Audika-transaktionen
Vi fastholder vores tidligere udmeldte forventninger til 2015 og således også vores forventninger om et resultat af primær drift (EBIT), der ligger inden for intervallet på DKK 1,8-2,0 mia. (ekskl. Audika).
Købet af aktierne i henhold til købstilbuddet og tvangsindløsningen, såfremt denne måtte blive relevant, forventes at blive gennemført og få likviditetseffekt i 2015.
Overtagelsen af Audika forventes at påvirke koncernens omsætning positivt i 2015 med skønsmæssigt EUR 26-29 mio. svarende til DKK 194-216 mio. Transaktionsomkostninger og øvrige engangsomkostninger i forbindelse med overtagelsen forventes at blive udgiftsført, og effekten af transaktionen på koncernens resultat af primær drift (EBIT) i 2015 forventes derfor at være begrænset. William Demants årsrapport for 2015 vil indeholde mere detaljerede oplysninger om effekten af transaktionen.
William Demants rådgivere i forbindelse med denne transaktion er Moelis & Company og Latham & Watkins.
¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨
Yderligere information: Adm. direktør Niels Jacobsen Telefon +45 3917 7300 www.demant.com |
Øvrige kontaktpersoner: CFO René Schneider IR-chef Søren B. Andersson IR Officer Rasmus Sørensen |