Offentliggørelse af Årsrapport 2015


 

 

Selskabsmeddelelse nr. 2016-02                                       1. marts 2016

Offentliggørelse af Årsrapport 2015

 

William Demant leverer solid vækst i både omsætning og indtjening

Organisk vækst på 8 % i engrossalg af høreapparater i andet halvår

Oticon lancerer det første dual radio-høreapparat nogensinde i slutningen af andet kvartal

 

 

Denne meddelelse indeholder de væsentligste punkter fra årsrapporten for 2015: 

  

  • Koncernens samlede omsætning udgjorde DKK 10.665 mio. svarende til en vækstrate på 14 % eller 7 % i lokal valuta, hvoraf organisk vækst tegnede sig for mere end halvdelen.
  • Drevet af den succesfulde lancering af Oticons Inium Sense-platform var koncernens organiske vækstrate i engrossalget af høreapparater 8 % i andet halvår, der således overstiger markedsvækstraten.
  • Det rapporterede resultat af primær drift (EBIT) steg med 7 % til DKK 1.878 mio. Det underliggende overskud steg med 8 %, hvilket svarer til en EBIT-margin på 19,4 % eller en stigning på 0,5 procentpoint.
  • Koncernens pengestrømme fra driftsaktiviteter (CFFO) steg med 6 % til DKK 1.592 mio. Dette svarer til en fortsat meget høj cash conversion-ratio på 85 % (CFFO/EBIT). Frie pengestrømme voksede med 8 % til DKK 1.129 mio.
  • I slutningen af andet kvartal 2016 vil Oticon nå en milepæl med introduktionen af det første dual radio-høreapparat nogensinde. Det kombinerer de audiologiske fordele ved vores nye near field magnetic induction-system for hurtig og strømbesparende øre til øre-kommunikation med et 2,4 GHz-system til streamer-fri connectivity og programmering. Den helt nye audiologiske platform repræsenterer ny og banebrydende teknologi og tilbyder unikke slutbrugerfordele. Den globale lancering vil påvirke salget i andet halvår.
  • I 2016 forventer vi at generere vækst i alle vores forretningsaktiviteter. Vi forventer således et resultat af primær drift (EBIT) i intervallet DKK 2,0-2,3 mia.

 

Den administrerende direktør udtaler

“2015 var et stærkt år for vores engros- og detailhøreapparatforretning, vi er især tilfredse med den solide præstation i engrosforretningen, som genererede en organisk vækstrate på 8 % i andet halvår. Vi har i koncernen set en tilfredsstillende stigning i vores lønsomhed for hele året drevet af opløftende resultater i høreapparatforretningen. Denne stigning har mere end opvejet de løbende investeringer, vi har foretaget i vores implantatforretning, udfordrende markedsvilkår i Rusland, som har påvirket vores diagnostiske forretning negativt, samt negative valutakursudsving i Brasilien,” siger Niels Jacobsen, administrerende direktør i William Demant Holding.


Årets regnskab

Koncernen realiserede en omsætning på DKK 10.665 mio. svarende til en vækstrate på 14 % eller 7 % i lokal valuta. Organisk vækst og akkvisitioner bidrog med henholdsvis 4 og 3 procentpoint, hvor den organiske vækst steg i årets løb.

 

Den positive valutaomregningseffekt på koncernens omsætning på 9 % skyldes i høj grad, at nogle af vores vigtigste faktureringsvalutaer, især amerikanske dollar, britiske pund og japanske yen, er blevet styrket. Vi har imidlertid også set en negativ valutatransaktionseffekt på 2 %, så den samlede positive valutakurseffekt på omsætningen har været på 7 % i 2015.

 

I 2015 steg det rapporterede resultat af primær drift (EBIT) med 7 % til DKK 1.878 mio., hvilket er inden for det senest udmeldte interval på DKK 1.800-2.000 mio. Betydelige valutakursbevægelser, kurssikring og engangsfaktorer i 2014 og 2015 har påvirket vores EBIT og udvandet den rapporterede EBIT-margin. Hvis vi justerer for disse faktorer, har vi set en stigning i det underliggende resultat af primær drift (EBIT) på 8 % svarende til en EBIT-margin på 19,4 % eller en forbedring på 0,5 procentpoint. Den rapporterede indtjening pr. aktie (EPS) var DKK 26,6, hvilket er en stigning på 12 % i forhold til sidste år.

 

Koncernens pengestrømme fra driftsaktiviteter (CFFO) steg med 6 % til DKK 1.592 mio. i 2015. Dette svarer til en meget høj cash conversion-ratio (CFFO/EBIT) på 85 %. Frie pengestrømme beløb sig til DKK 1.129 mio. svarende til en stigning på 8 % i forhold til 2014.

 

Markedsvilkår – høreapparater

Vi vurderer, at den globale stykvækst var ca. 5 % i 2015. Det er også vores vurdering, at den gennemsnitlige salgspris (ASP) på høreapparatmarkedet faldt med nogle få procentpoint i 2015, hvilket især skete som følge af ændringer i produkt- og kanalmiks samt generelt hård konkurrence, hvilket imidlertid til dels blev opvejet af et positivt landemiks drevet af stærk vækst i USA. Efter vores vurdering var den samlede markedsvækst i værdi 1-3 %.

 

Forretningens udvikling

Høreapparater: Stærk vækst i andet halvår i kerneforretningen og kommende skelsættende lancering

Vores kerneforretning – udvikling, fremstilling og engrossalg af høreapparater – realiserede en organisk vækstrate på 8 % i andet halvår, hvilket er dobbelt så meget som den organiske vækstrate, vi realiserede i første halvår, hvilket betyder, at vores organiske vækstrate for helåret var 6 %. Den organiske vækst i 2015 blev drevet af stykvækst på 6 % samt en stabil ASP, hvilket betyder, at vi i rapporteringsåret fortsatte med at øge vores markedsandel.

 

Væksten kan primært henføres til den succesfulde lancering af Oticons ultrahurtige Inium Sense-platform. Lanceringen var den største og mest omfattende produktlancering, som Oticon nogensinde har gennemført. Platformen blev lanceret i alle styles, i alle prispunkter og på alle markeder i løbet af nogle ganske få uger. I fjerde kvartal styrkede Oticon sin produktportefølje ved at lancere tre nye innovative Power-løsninger. Såvel forstærkningen som lydstyrken i de nye Power-løsninger, som er baseret på Inium Sense-platformen, er bedre end hidtil, og derudover har løsningerne forbedret feedback-kontrol og giver brugeren en mere individuel lytteoplevelse. Vores to andre høreapparatbrands, Bernafon og Sonic, leverede begge lovende vækst i andet halvår efter et svagt første halvår.

 

I slutningen af andet halvår af 2016 vil Oticon endnu engang kunne slå sin position som teknologileder fast med lanceringen af det første dual radio-høreapparat nogensinde. Det kombinerer de audiologiske fordele ved vores nye near field magnetic induction-system med et 2,4 GHz-system til streamer-fri connectivity og programmering. Dette meget spændende høreapparat er baseret på en helt ny platform, der tilbyder en lang række nye fordele, som ikke findes i de eksisterende løsninger på markedet, så vi er stolte over at kunne tage høreapparater til et helt nyt niveau. Den globale lancering vil være en vigtig vækstdriver i vores kerneforretning i anden halvdel af 2016.

 

Efter en langsom start på året – især i USA – øgede vores detailforretning lidt efter lidt sit momentum i 2015 og realiserede således en tilfredsstillende stigning i omsærningen drevet af en kombination af organisk vækst og opkøb. I 2015 var vores organiske vækstrate på linje med markedsvækstraten i de markeder, hvor vi er aktive, og i andet halvår så vi endda øget vækst. Den akkvisitive vækst oversteg den organiske vækst, hvilket primært skyldes det nylige opkøb af Audika, men også en række mindre opkøb.

 

Høreimplantater: Succesfuld prælancering af nyt CI-system

Forretningsaktiviteten genererede en rapporteret vækstrate på 12 % eller 7 % i lokal valuta, hvoraf hovedparten var organisk vækst. Vores vækstrate var tæt på den estimerede markedsvækstrate.

 

I slutningen af 2015 gennemførte vi forud for lanceringen af det første CI-system, der nogensinde har båret Oticon Medical-navnet, kliniske aktiviteter i Frankrig, Danmark, Tyskland og Holland. Disse aktiviteter blev gennemført med fremragende resultater. Det nye CI-system, Neuro, blev først lanceret i begyndelsen af 2016, hvilket er grunden til, at vi i andet halvår af 2015 oplevede en afmatning i salget af vores ældre CI-system, fordi klinikkerne valgte at vente på lanceringen af det nye CI-system. Væksten i vores forretning for benforankrede høresystemer (BAHS) var tilfredsstillende i 2015, og vi øgede vores markedsandel i det traditionelle perkutane markedssegment. I fjerde kvartal gennemførte vi tre spændende lanceringer, og flere er planlagt til at finde sted i 2016.

 

Diagnostiske Instrumenter: Svage markeder lægger en dæmper på væksten

Det globale marked for hørediagnostisk udstyr oplevede en vis afmatning i 2015 og vurderes at være vokset med blot 0-2 %. Den lave markedsvækstrate skyldes hovedsageligt, at der har været usædvanligt få tenders, og kan ikke mindst henføres direkte til de meget svage markeder i Rusland og Hviderusland. Til gengæld har vi set opmuntrende markedsvækst i Asien.

 

I 2015 levede forretningsaktiviteten ikke helt op til de oprindelige forventninger, hvilket primært skyldes den føromtalte afmatning, men også den forsinkede lancering af vores nye kliniske impedansapparat fra Grason-Stadler. Forretningsaktiviteten leverede således 0 % vækst i lokal valuta (10 % rapporteret vækst), hvilket er klart under den tidligere gennemsnitlige vækstrate (CAGR) på næsten 18 % i lokal valuta målt over en femårig periode. Uden for Rusland og Hviderusland leverede Diagnostiske Instrumenter en vækstrate på 4 % i lokal valuta.

 

Øvrige forretningsområder: Unified Communication bidrager til tilfredsstillende vækst i SeCom

Sennheiser Communications (SeCom), som er vores 50/50 joint venture med Sennheiser KG, realiserede en tilfredsstillende organisk vækstrate på 16 %, som klart overstiger markedsvækstraten. Drevet af Unified Communication (UC) var CC&O-segmentet (Call Center and Office) den primære vækstdriver, mens de to øvrige forretningssegmenter, Gaming og Mobile, kun realiserede beskeden vækst.

 

Væsentlige forslag fra bestyrelsen til vedtagelse på generalforsamlingen

På selskabets generalforsamling den 7. april 2016 foreslår bestyrelsen valg af Lars Rasmussen, Adm. Direktør i Coloplast A/S, som nyt bestyrelsesmedlem.

 

Derudover foreslår bestyrelsen, at det vedtages, at den mindste nominelle værdi af selskabets aktier kan ændres fra DKK 1 til DKK 0,20 med henblik på at opdele selskabets aktier i femtedele på et senere tidspunkt.

 

Øvrige forhold

I 2015 tilbagekøbte selskabet 1.095.954 aktier for i alt DKK 605 mio. Ved udgangen af året havde selskabet en beholdning af egne aktier på 960.355 stk., som var erhvervet til en samlet pris af DKK 541 mio. Pr. 1. marts 2016 har selskabet tilbagekøbt yderligere 248.515 aktier for i alt DKK 152 mio.

 

Forventning til 2016

Hvad angår høreapparatmarkedet, så forventer vi at se en stykvækst på 4-5 %, som dog til dels vil blive udhulet af et fald i den gennemsnitlige salgspris på høreapparatmarkedet som følge af fortsatte miksforskydninger og skarp konkurrence. I 2016 forventer vi at se en svagt positiv markedsudvikling i værdi.

 

Koncernen forventer i 2016 at levere vækst i salget i alle tre forretningsaktiviteter: Høreapparater, Diagnostiske Instrumenter og Høreimplantater. Baseret på valutakurser noteret i begyndelsen af 2016 og under hensyntagen til effekten af valutakurssikring forventes valutakurseffekten på omsætningen at blive neutral i 2016. Opkøb foretaget i 2015 vil påvirke koncernens omsætning med ca. 6 % i 2016.

 

I 2016 planlægger vi at fortsætte vores tilbagekøb af aktier og afslutte det udmeldte tilbagekøb af aktier for i alt DKK 2,5-3,0 mia. i perioden fra 2014 til 2016. Fra 2014 til den 1. marts 2016 har selskabet tilbagekøbt aktier for i alt DKK 1,64 mia.

 

Vi forventer således et resultat af primær drift (EBIT) på DKK 2,0-2,3 mia.

 

 

Lars Nørby Johansen                                                         Niels Jacobsen

Bestyrelsesformand                                                            Adm. direktør

 

 

William Demant Holding A/S’ komplette årsrapport for 2015 på i alt 94 sider vil blive offentliggjort straks efter denne selskabsmeddelelse.

 

 

¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨

  

 

Yderligere information:
Adm. direktør Niels Jacobsen
Telefon +45 3917 7300
www.demant.com
Øvrige kontaktpersoner:
CFO René Schneider
IR-chef Søren B. Andersson
IR Officer Rasmus Sørensen

 



 
2015  
2014
2013 2012 2011 Udvikling
2014-2015
Hovedtal, DKK mio.            
Nettoomsætning 10.665 9.346 8.959 8.555 8.041 14 %
Bruttoresultat 7.895 6.813 6.518 6.127 5.777 16 %
Resultat af primær drift (EBIT) 1.878 1.761 1.736 1.653 1.709 7 %
Finansielle poster, netto -69 -70 -72 -132 -103 -1 %
Resultat før skat 1.809 1.691 1.664 1.521 1.606 7 %
Årets resultat 1.439 1.327 1.286 1.151 1.199 8 %
Aktiver 14.390 11.219 10.318 8.777 7.646 28 %
Egenkapital 6.500 5.584 5.056 4.059 3.304 16 %
Pengestrømme fra driftsaktiviteter (CFFO) 1.592 1.495 1.282 1.272 1.381 6 %
Nøgletal            
Bruttomargin 74,0 % 72,9 % 72,8 % 71,6 % 71,8 % -
Overskudsgrad (EBIT-margin) 17,6 % 18,8 % 19,4 % 19,3 % 21,3 % -
Indtjening pr. aktie, DKK 26,6 23,8 22,7 20,2 20,6 12 %
Egenkapitalens forrentning 23,7 % 24,7 % 28,0 % 31,8 % 41,7 % -

   

Hoved- og nøgletal for 2011 og 2012 er ikke blevet korrigeret som følge af de i 2014 gennemførte ændringer i regnskabspraksis.

 

 


Attachments

2016-02 Årsrapport 2015.pdf