Meddelelse nr. 6/2016
I 2015 fortsatte Columbus de seneste års fremgang og leverede for tredje år i træk det bedste resultat i virksomhedens historie. Columbus øgede således omsætningen med 28% og EBITDA* med 29%.
Columbus har i dag offentliggjort Årsrapport 2015, jf. børsmeddelelse nr. 5/2016.
I 2015 leverede Columbus en omsætning på DKK 1.123 mio., og EBITDA* udgjorde DKK 105,2 mio., hvilket er en vækst på henholdsvis 28% og 29% i forhold til 2014. Nettoresultatet efter skat steg med 24% til DKK 65,3 mio.
På baggrund af årets resultat og pengestrømme foreslår bestyrelsen, at der på generalforsamlingen godkendes udbytte på 10% af den nominelle aktiekapital.
Succesfuld eksekvering af Columbus15-strategien
2015 var det sidste år af Columbus15-strategien, der har været fokuseret på at skabe en profitabel konsulentvirksomhed med eget branchespecifikt software. Columbus har nået målsætningerne for Columbus15 og har dermed afsluttet det strategiske program på tilfredsstillende vis.
Rekordsalg af Columbus Software
I 2015 øgede Columbus salget af eget software med 57% til DKK 96,8 mio. Dette er en signifikant fremgang og over forventningerne til året, som var på DKK 80 mio. Både salg af softwarelicenser og abonnementer oplevede stærk vækst på henholdsvis 82% og 35%.
Stærk omsætningsfremgang i serviceforretningen
Columbus’ serviceforretning opnåede en stigning i omsætningen på 20% i 2015, som primært skyldes opkøb af virksomhederne InterDyn BMI i USA og MW data A/S i Danmark. Samtidig har virksomheden forbedret effektiviteten i serviceforretningen og øget andelen af fakturerbare timer. Fremgangen i serviceforretningen er i tråd med forventningerne til året.
Stabil udvikling i salg af brancheløsninger
Omsætning fra de tre brancheløsninger til fødevare-, detail- og produktionsbrancherne steg fra 77% til 78%, hvilket er i tråd med forventningerne og er over målsætningen for året på 75%. Salg til produktionsvirksomheder er stadig Columbus’ førende branche med 35% af den samlede omsætning.
Nye opkøb styrker Columbus’ markedsposition
Columbus opkøbte fire virksomheder i 2015. I februar opkøbte Columbus den amerikanske konsulentvirksomhed InterDyn BMI med 125 medarbejdere og kyst-til-kyst dækning med mere end 2.000 kunder. I maj opkøbte Columbus den danske konsulentvirksomhed MW data A/S og MW solutions A/S med specialiseret kompetence og løsninger inden for produktion og 27 medarbejdere. I juli opkøbte Columbus Sherwood Systems i USA med 10 medarbejdere og mere end 300 kunder.
Integrationen af selskaberne forløber som planlagt.
Forventninger til 2016
Columbus forventer en omsætning i niveauet DKK 1,2 mia. og EBITDA* i niveauet DKK 120 mio. i 2016.
”2015 har været et år med store fremskridt i Columbus og virksomheden har leveret en flot afslutning på Columbus15-strategien. Med en stærk markedsposition og en profitabel ERP forretning er Columbus godt rustet til at tage virksomheden til det næste niveau med strategiplanen Columbus2020, som vil bringe øget værdiskabelse, ” udtaler Ib Kunøe, bestyrelsesformand.
Ib Kunøe Thomas Honoré
Bestyrelsesformand Koncernchef
Columbus A/S Columbus A/S
Kontakt for yderligere information
Koncernchef, Thomas Honoré tlf.: +45 70 20 50 00.
* EBITDA før aktiebaseret aflønning