Valby, 2017-12-04 07:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- H. Lundbeck A/S (Lundbeck) styrker nu yderligere sin førerposition inden for behandling af depression i Kina, idet Lundbecks nyeste anti-depressiv Brintellix (vortioxetin) netop er blevet godkendt af de kinesiske sundhedsmyndigheder (China Food and Drug Administration).
Lundbeck er allerede i dag markedsleder inden for anti-depressiva i Kina, hvor 26 pct. af alle lægemidler udskrevet til behandling af depression er opfundet af Lundbeck. Med lanceringen af Brintellix i andet kvartal af 2018 bliver Lundbeck i stand til at gøre en endnu større forskel for de mange patienter og pårørende i Kina, som lever med depression og følgerne heraf.
”Vi er meget glade for at have fået Brintellix godkendt og ser frem til at gøre det tilgængeligt for kinesiske patienter, der lider af depression. Der er fortsat enorme udækkede medicinske behov, og vi er stolte over at kunne tilbyde disse patienter en innovativ og effektiv behandlingsmulighed”, siger Jacob Tolstrup, koncerndirektør for salg og markedsføring i Lundbeck.
I dag anslås 40 mio. kinesere at have depression, og tallet ventes at vokse til 62 mio. i 2030[i]. En stor del af patienterne modtager i dag ikke behandling, men dette forventes at ændre sig som følge af den kinesiske regerings øgede fokus på den store samfundsmæssige byrde, der er forbundet med mentale sygdomme, og den fortsatte udvikling af det kinesiske samfund.
Hastig vækst
Lægemiddelmarkedet i Kina er vokset hastigt gennem mange år og er nu verdens næststørste. Markedet for anti-depressiva er verdens femtestørste og udgør ca. fem pct. af det samlede verdensmarked. Det er vokset 19 pct. årligt i gennemsnit fra 2010 til 2016, hvor det nåede en samlet værdi på 4,2 mia. kr. (4,4 mia. kinesiske renminbi)[ii].
Lundbecks omsætning i Kina er mere end tredoblet i løbet af de seneste seks år, og virksomheden forventer fortsat vækst fremover drevet af Brintellix og også Azilect til behandling af Parkinsons sygdom, som blev lanceret i oktober 2017. Lundbeck er i gang med at udvide sin kinesiske organisation for at kunne gennemføre lanceringerne af Brintellix og Azilect.
”Kina er vores næststørste marked, og vi ser fortsat masser af potentiale her, så vi investerer massivt i at udnytte de muligheder, de nylige godkendelser giver os”, siger Jacob Tolstrup.
Brintellix vil føje sig til Lexapro, Cipramil og Deanxit i Lundbecks portefølje af anti-depressiva på det kinesiske marked. Ud over disse lægemidler markedsfører Lundbeck også Ebixa til behandling af Alzheimers sygdom og Azilect i Kina. Lundbeck er i gang med at omdanne sin forretning fra en partnerbaseret til en selvstændig model. Lundbeck har en komplet kommerciel organisation og vækstplatform i Kina, og Lundbeck vil lancere både Brintellix og Azilect på egen hånd.
Om Brintellix
Brintellix (vortioxetin) er en hæmmer af serotonin (5-HT) genoptagelse og er også en agonist ved 5-HT1A receptorer, en delvis agonist ved 5-HT1B receptorer og en antagonist ved 5-HT3, 5-HT1D og 5-HT7 receptorer. Brintellix anses for at være den første og eneste forbindelse med denne kombination af farmakodynamisk aktivitet, selvom mekanismen ved den antidepressive effekt af Brintellix ikke er fuldt forstået og ikke er blevet fastslået.
Brintellix blev opfundet af Lundbecks forskere i København og blev udviklet i samarbejde med Takeda. Til dato anslås Brintellix at være anvendt i flere end to millioner patient-år.
Yderligere oplysninger
Mads Kronborg
Kommunikationschef
Telefon: 36 43 40 00
Mail: mavk@lundbeck.com
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUYY) er et globalt farmaceutisk selskab, som er specialiseret i psykiatriske og neurologiske sygdomme. I mere end 70 år har vi været førende inden for forskning i neurovidenskab. Vores primære fokusområder er depression, skizofreni, Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom.
Det skønnes, at 700 millioner mennesker på globalt plan lever med psykiatriske og neurologiske sygdomme og alt for mange af dem lider på grund af utilstrækkelig behandling, diskrimination, færre arbejdsdage, tidlig pension og andre unødvendige konsekvenser. Vores daglige målsætning er at tilbyde personer med psykiatriske og neurologiske sygdomme en bedre behandling og dermed et bedre liv - vi kalder det Progress in Mind.
Læs mere på www.lundbeck.com/global/about-us/progress-in-mind.
Vores ca. 5.000 medarbejdere i 55 lande arbejder i hele værdikæden lige fra forskning og udvikling til produktion, markedsføring og salg. Vores udviklingsportefølje består af flere udviklingsprogrammer i den sene fase, og vores produkter er tilgængelige i over 100 lande. Vi har forskningscentre i Kina og Danmark og produktionsfaciliteter i Kina, Danmark, Frankrig og Italien. Lundbeck omsatte for ca. 15,6 mia. DKK i 2016 (2,1 mia. EUR, 2,3 mia. USD).
For yderligere oplysninger henviser vi til vores hjemmeside www.lundbeck.com og til at følge os på Twitter @Lundbeck.
[i] IMS Analysis 2017, IMS Pharma Insight Report: Chinese Statistic Yearbook, MDD epidemiology study and reviews, Treatment guideline of MDD, KOL interview; Prevalence of mental, neurological, and substance use disorders in China and India: a systematic analysis, Lancet Psychiatry 2016 3: 832–41; Epidemiology of Major Depressive Disorder in Mainland China: A Systematic Review, PLoS ONE 2013 8(6): e65356.
[ii] IMS Health Analytics Link 2016.