På den ordinære generalforsamling afholdt den 28. februar 2018 fik bankens bestyrelse bemyndigelse til at opkøbe aktier for op til 170 mio. kroner med det formål at annullere disse på en senere generalforsamling.
Bankens bestyrelse har besluttet delvist at udnytte bemyndigelsen til køb af bankens egne aktier ved iværksættelse af et aktietilbagekøbssprogram. Aktietilbagekøbsprogrammet omfatter køb af egne aktier for en maksimal værdi af 120 mio. kroner i overensstemmelse med den ovennævnte generalforsamlingsbemyndigelse af den 28. februar 2018.
Aktietilbagekøbsprogrammet løber i perioden fra og med den 18. april 2018 til og med den 30. juni 2018. I denne periode vil banken købe egne aktier for op til maksimalt 120 mio. kroner, dog vil der maksimalt kunne erhverves 700.000 stk. aktier under programmet.
Programmet gennemføres i henhold til EU-Kommissionens forordning nr. 596/2014 af 16. april 2014 og EU-Kommissionens delegerede forordning nr. 2016/1052 af 8. marts 2016, der tilsammen udgør ”Safe harbour” reguleringen.
Banken kan til enhver tid suspendere eller stoppe aktietilbagekøbet. Dette vil i givet fald blive meddelt i en selskabsmeddelelse.
Betingelserne for aktietilbagekøbsprogrammet er følgende:
- Formålet med aktietilbagekøbet er tilpasning af bankens kapitalstruktur, jf. bemyndigelse vedtaget på bankens ordinære generalforsamling afholdt den 28. februar 2018.
- Ringkjøbing Landbobank har antaget Danske Bank som lead manager for aktietilbagekøbsprogrammet. Danske Bank vil uafhængigt af og uden indflydelse fra Ringkjøbing Landbobank træffe sine handelsbeslutninger og eksekvere aktieopkøb inden for de offentliggjorte rammer.
- Det maksimale vederlag, som Ringkjøbing Landbobank kan betale for aktier opkøbt under programmet, er 120 mio. kroner, dog således at der maksimalt kan erhverves 700.000 stk. aktier under programmet.
- Opkøbet må ikke ske til en aktiekurs, der overstiger den højeste af (i) aktiekursen på den senest uafhængige handel eller (ii) det højeste uafhængige købers bud i markedet på Nasdaq Copenhagen på handelstidspunktet.
- Det maksimale antal aktier, der kan opkøbes på én enkelt handelsdag, vil svare til 25 % af den gennemsnitlige daglige aktiehandelsvolumen i de 20 forudgående handelsdage på Nasdaq Copenhagen.
- Ringkjøbing Landbobank vil ugentligt offentliggøre en separat meddelelse til Nasdaq Copenhagen og annoncere antallet af tilbagekøbte aktier og deres værdi, samt vedlægge detaljeret information om de enkelte handler.
Skulle De have spørgsmål til ovenstående, er De naturligvis velkommen til at kontakte bankens direktion.
Med venlig hilsen |
Ringkjøbing Landbobank John Fisker Jørn Nielsen |
Vedhæftet fil