I 2. kvartal fortsatte den positive udvikling i salget af æg- og frugtemballage, og Hartmann løftede omsætningen efter et højere bidrag fra Hartmann Technology. Driftsresultatet steg med afsæt i den øgede omsætning og højere effektivitet. Den europæiske forretning fortsatte væksten, og koncernens amerikanske aktiviteter sikrede en positiv udvikling i emballagesalget og fremgang i indtjeningen trods væsentlige negative valutakurseffekter.
Programmet 'Perform 2018' skabte de første resultater i kvartalet og skal bidrage til at fastholde den positive udvikling i Hartmanns forretning og resultater i den kommende periode, hvor afsætningen af den samlede produktionskapacitet i Nordamerika ventes at foregå i et langsommere tempo end hidtil forventet.
Administrerende direktør Torben Rosenkrantz-Theil siger: "Vi skabte en pæn fremgang i emballagesalget i 2. kvartal og løftede effektiviteten og driftsresultatet på tværs af vores markeder, selvom vi havde ønsket os et højere tempo på væksten i den nordamerikanske forretning. Samtidig blev vi ramt af valutamodvind og mødt med et regnskabsteknisk krav om fremover at korrigere resultaterne for hyperinflation i Argentina, men alligevel venter vi at nå den nedre del af forventningerne til 2018."
2. kvartal 2018
- Hartmann løftede den samlede omsætning til 542 mio. kr. (2017: 514 mio. kr.) og driftsresultatet* til 60 mio. kr. (2017: 32 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad* på 11,1% (2017: 6,2%).
- Den europæiske forretning skabte vækst i omsætningen til 321 mio. kr. (2017: 280 mio. kr.) og øgede driftsresultatet til 40 mio. kr. (2017: 14 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 12,6% (2017: 4,9%). Fremgangen var drevet af et højere bidrag fra Hartmann Technology og øget salg af detail- og transportemballage.
- Trods god volumenvækst faldt omsætningen i den amerikanske forretning til 222 mio. kr. (2017: 234 mio. kr.) som følge af negative valutakurseffekter. Det øgede emballagesalg og højere effektivitet sikrede fremgang i driftsresultatet til 29 mio. kr. (2017: 25 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 13,2% (2017: 10,4%).
- Udsving i valutakurser påvirkede koncernens omsætning med -52 mio. kr. og driftsresultatet med -16 mio. kr.
- Særlige poster udgjorde -16 mio. kr. (2017: 0 mio. kr.).
- Afkastet af den investerede kapital steg til 22% (2017: 15%).
1. halvår 2018
- Den samlede omsætning steg til 1.166 mio. kr. (2017: 1.087 mio. kr.) med et driftsresultat på 152 mio. kr. (2017: 93 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 13,0% (2017: 8,5%).
- Hartmann løftede den europæiske omsætning til 705 mio. kr. (2017: 601 mio. kr.) og driftsresultatet til 102 mio. kr. (2017: 55 mio. kr.) svarende til 14,4% (2017: 9,1%).
- På de amerikanske markeder var omsætningen 461 mio. kr. (2017: 486 mio. kr.) og driftsresultatet 64 mio. kr. (2017: 55 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 13,9% (2017:11,4%).
- Udsving i valutakurser påvirkede koncernens omsætning med -107 mio. kr. og driftsresultatet med -30 mio. kr.
- Særlige poster udgjorde -21 mio. kr. (2017: 0 mio. kr.).
Forventninger til 2018
- Hartmann fastholder forventningerne og venter at nå den nedre del af intervallerne for omsætning på 2,2-2,3 mia. kr. og overskudsgrad på 11,5-13% trods negative valutakurseffekter og en forventet påvirkning fra justering for hyperinflation i den argentinske forretning samt en langsommere udnyttelse af den samlede kapacitet i Nordamerika.
- Afkastet på den investerede kapital ventes fortsat at udgøre mindst 18%, og årets samlede anlægsinvesteringer forventes ligeledes fortsat at udgøre i niveauet 150 mio. kr.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Torben Rosenkrantz-Theil
Adm. direktør
Telefon: (+45) 45 97 00 57
* Driftsresultat og overskudsgrad angives før særlige poster.