Horsens, den 23. maj 2019
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S ("Selskabet") har i dag modtaget meddelelse fra Residential Berlin I GmbH om, at der er fremsat et frivilligt betinget tilbud om køb af alle udestående aktier i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S med en kontant tilbudspris på 120 kr. pr. aktier a 100 kr. ("Tilbuddet"). Tilbuddet er ikke underlagt reglerne i Kapitalmarkedsloven eller bekendtgørelse om overtagelsestilbud.
Tilbudsdokumentet kan findes på Selskabets hjemmeside.
Bestyrelsen har ved et bestyrelsesmøde i dag behandlet og vurderet Tilbuddet og de tilknyttede vilkår, herunder den tilbudte pris.
Bestyrelsen anbefaler at aktionærerne ikke accepterer Tilbuddet.
Baggrunden for bestyrelsens anbefaling om ikke at acceptere Tilbuddet er:
- Selskabets indre værdi repræsenterer en samlet værdi pr. aktie svarende til 227,02 ved seneste offentliggjorte årsrapport. Hertil kommer et foreløbig resultat for 1. kvt. før skat på DKK 10,9 mio. til yderligere forøgelse af selskabets indre værdi. (Ny indre værdi offentliggøres 29. maj 2019)
- Lukkekursen på First North den 22. maj 2019 var 216. På samme måde har den gennemsnitlige lukkekurs på First North i perioden 1. januar 2019 - 22. maj 2019 været 211,46.
- Selskabets værdier er baseret på porteføljen af investeringsejendomme, der løbende værdiansættes til dagsværdi. Dagsværdierne understøttes af såvel mæglervurderinger som valuarvurderinger jf. årsrapporten 2018 s. 15. Værdiansættelsen af selskabet til den nuværende indre værdi er således veldokumenteret.
Bestyrelsens vurdering er således, at Tilbuddet ikke er finansielt attraktivt og anbefaler derfor, at aktionærerne ikke accepterer Tilbuddet.
Bestyrelsen har ikke yderligere kommentarer til Tilbuddet.
Med venlig hilsen
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S
Certified Adviser er: Clearwater International K/S
Kontakt vedr. ovenstående kan rettes til:
Bestyrelsesformand i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S:
Knud Lomborg – 20 98 50 60
Direktør i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S:
Thorkild Steen Sørensen - 76 25 01 46
eller
Clearwater International K/S
Jakob Tolstrup Kristensen – 70 22 50 33