Vestas - Aktietilbagekøbsprogram på op til DKK 1.500 mio. (ca. EUR 200 mio.)



Vestas Wind Systems A/S, Aarhus, den 7. november 2019                                                                                            
Selskabsmeddelelse nr. 17/2019


 

Aktietilbagekøbsprogram på op til DKK 1.500 mio. (ca. EUR 200 mio.)

Bestyrelsen for Vestas Wind Systems A/S har besluttet at iværksætte et aktietilbagekøbsprogram på op til DKK 1.500 mio. (ca. EUR 200 mio.) til gennemførelse i perioden 7. november 2019 til 31. december 2019.

Aktietilbagekøbsprogrammet iværksættes i henhold til bemyndigelsen givet til bestyrelsen på den ordinære generalforsamling i april 2019, som bemyndiger Vestas til at erhverve egne aktier svarende til 10 pct. af selskabskapitalen på bemyndigelsestidspunktet.

Aktietilbagekøbsprogrammet vil blive gennemført i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (MAR) og EU Kommissionens delegerede forordning 2016/1052 af 8. marts 2016 ("Safe Harbour”-reglerne).

Formål
Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er at justere Vestas’ kapitalstruktur og opfylde forpligtelserne i forbindelse med aktiebaserede incitamentsprogrammer til Vestas-medarbejdere.

På Vestas’ ordinære generalforsamling i 2020 vil bestyrelsen stille forslag om, at erhvervede aktier, der ikke anvendes til afdækning af aktiebaserede incitamentsprogrammer, annulleres.

Periode
Aktietilbagekøbsprogrammet vil løbe fra den 7. november 2019 til den 31. december 2019.

Vilkår
Vestas har udpeget SEB som lead manager for aktietilbagekøbet. SEB vil uafhængigt af og uden indflydelse fra Vestas træffe sine beslutninger om aktietilbagekøb.

Under aktietilbagekøbsprogrammet vil Vestas købe egne aktier for op til et maksimum på DKK 1.500 mio., og der kan maksimalt købes 18.633.606 aktier, svarende til 9,4 pct. af aktiekapitalen i Vestas.

Der kan ikke tilbagekøbes aktier til en kurs, der overstiger det højeste af i) kursen på seneste uafhængige handel og ii) højeste uafhængige bud på det handelssted, hvor købet finder sted, på handelstidspunktet.

Det maksimale antal aktier, som Vestas må købe inden for hver børsdag, må ikke overstige 25 pct. af den gennemsnitlige daglige handelsvolumen i aktien, der er blevet handlet på det handelssted, hvor købet finder sted, i løbet af de forudgående 20 børsdage.

Forud for aktietilbagekøbet ejer Vestas 1.256.590 egne aktier, svarende til 0,6 pct. af aktiekapitalen.

Vestas kan til enhver tid suspendere eller stoppe aktietilbagekøbsprogrammet forudsat, at Vestas offentliggør dette i en selskabsmeddelelse.

Vestas vil ugentligt oplyse transaktioner i forbindelse med aktietilbagekøbsprogrammet i en selskabsmeddelelse.

Kontaktdetaljer
Vestas Wind Systems A/S, Danmark
Patrik Setterberg, Vice President
Investor Relations
Tlf.: 6122 1913

Vedhæftet fil


Attachments

191107_17_Selskabsmeddelelse