2019 nr. 11 - Sanistål justerer forventningerne til 2019 og offentliggør ny strategi med ambitiøse, finansielle mål for 2020-2022


Aalborg, den 13. november 2019

  • Forventningerne til 2019 i de tilbageværende aktiviteter sænkes pga. lavere omsætning end ventet og restruktureringsomkostninger til omlægninger af organisationen i forbindelse med implementering af ny strategi
  • Den nye strategi skal hæve EBITDA-marginen til 9% i 2022 og sikre Sanistål en unik markedsposition
  • Den nye strategi styrker kunderettede koncepter, digitale services, indkøb og organisationsudvikling samt fuld udnyttelse af det nye forretningssystem
  • I strategiperioden realiseres omkostningsbesparelser i niveauet 65 mio. kr. primært ved synergier fra sammenlægning af divisionerne Byggeri og Industri
  • Strategien kan gennemføres uden væsentlige nyinvesteringer
  • Goodwill vedr. Carl F i byggeridivisionen nedskrives til 0 kr.

Sanistål lancerer den nye forretningsstrategi: Genesis. Genesis skal udbygge Saniståls position som den værdiskabende sourcingvirksomhed og øge lønsomheden markant. Målsætningen er at hæve EBITDA-marginen til 9% i 2022. Som konsekvens af den nye strategi iværksættes en omfattende organisationsændring, der medfører yderligere engangsomkostninger i niveauet 35 mio. kr.  

Sanistål sænker samtidig forventningerne til driftsindtjeningen (EBITDA) i niveauet 45 mio. kr. i de tilbageværende aktiviteter i 2019 som følge af lavere end ventet salg til danske kunder. Forventningerne til driftsindtjeningen (EBITDA) i de tilbageværende aktiviteter i 2019 udgør herved 60-80 mio. kr. mod tidligere 140-160 mio. kr.

Opdaterede forventninger til 2019
Som tidligere oplyst (meddelelse nr. 08, 25. august 2019) oplevede Sanistål et fald i omsætningen til danske byggekunder efter de omfattende ændringer af forretningen med indførelsen af et nyt forretningssystem og salget af stålaktiviteterne. Sanistål forventede, at salget til danske byggekunder ville være tilbage på normalt niveau sidst på året, men det tager længere tid end ventet at normalisere salget. Desuden er Sanistål i efteråret blevet ramt af et fald i aktiviteten på industrimarkedet. 

”Vi har løst de SAP-udfordringer, der fik visse byggekunder til at holde igen. Vi vinder igen nye projekter og er godt i gang med at genoprette samhandlen, men det går langsommere end ventet. Oven i rammes vi i industri af lavere efterspørgsel fra bl.a. vindmølleproducenter og deres underleverandører, og derfor ventes salget til industri nu at blive på niveau med sidste år, hvor vi tidligere forventede en vækst i salget til dansk industri i år,” siger adm. direktør Christian B. Lund. 

Effekten af den lavere omsætning er et fald i årets forventede EBITDA i niveauet 45 mio. kr. Desuden ventes restruktureringer af organisationen i forbindelse med den nye strategi at udløse yderligere engangsomkostninger i niveauet 35 mio. kr., som afholdes i 4. kvartal 2019. De reviderede forventninger til 2019 er herefter:

Driftsindtjeningen (EBITDA) i de tilbageværende aktiviteter ventes nu at blive 60-80 mio. kr. mod tidligere 140-160 mio. kr. Samlet set ventes EBITDA at være belastet af engangsomkostninger i niveauet 65 mio. kr. til det nye SAP-system og de førnævnte restruktureringsomkostninger.

Forventningerne til de frasolgte stålaktiviteter samt til ophørende aktiviteter er uændrede i forhold til halvårsrapporten.

Herudover er der, i forbindelse med ændret segmentering, som følge af sammenlægningen af Byggeri og Industri, gennemført en impairment test i de segmenter, Sanistål har anvendt frem til i dag. Det har medført, at goodwill på 103 mio. kr. i Byggeridivisonen fra købet af Carl F i 2007 nedskrives til 0 kr. Nedskrivningen er en konsekvens af den reducerede indtjening i den hidtidige Byggeridivision. Den tilsvarende test i den hidtidige Industridivision har ikke medført et nedskrivningsbehov.

Ny forretningsstrategi og finansielle mål for 2020-2022
Sanistål lancerer en ny forretningsstrategi – Genesis - med ambitiøse finansielle mål for 2020-2022. Strategien skal udbygge Saniståls position som den værdiskabende sourcingvirksomhed og øge lønsomheden markant. 

Adm. direktør Christian B. Lund siger: "Vores mål er at blive en af de allerbedst indtjenende danske grossist- og servicevirksomheder. Det kræver, at vi er den partner, der tydeligst skaber værdi for de kunder, vi betjener. Derfor organiserer vi os på en helt ny måde, går anderledes til markedet og videreudvikler innovative, digitale løsninger, der hjælper alle kunder til at øge deres indtjening. Vores mål er ambitiøse, men realistiske.”   

Afsættet for strategien er det seneste års gennemgribende fokusering og modernisering af koncernen med salget af stålaktiviteterne i Danmark og Letland, afviklingen i Tyskland og udrulningen af et nyt forretningssystem. Sanistål fastholder i den nye strategi fokus på aktiviteterne i Danmark og Østeuropa, og der er ikke planlagt tilkøb eller frasalg i kerneforretningen.

Ambitionen er at hæve EBITDA-marginen til 9% i 2022 mod forventet 4% i 2019, opgjort før engangsomkostninger. Fremgangen skal drives af reorganiseringen af den danske forretning og Operational Excellence-initiativer, understøttet af en mindre vækst i salget. Der er særlig fokus på kunderettede koncepter, digitale services, indkøb og organisationsudvikling samt fuld udnyttelse af det nye forretningssystem.

Den nye strategi bygger bl.a. på en grundig analyse og fremskrivning af udviklingen på markeder, delmarkeder, produktkategorier, kanaler og hos kunder og konkurrenter. Analysen har afdækket behov og potentialer i fem kundesegmenter, som har ensartet indkøbsmønstre og ensartede problemstillinger. Sanistål vil målrette indsatsen mod disse fem segmenter. Med dette udgangspunkt forventer Sanistål en gennemsnitlig, årlig, organisk vækst i sin danske forretning på ca. 3% i 2020-2022, mens der forventes nulvækst på Saniståls markeder.

Sanistål venter at øge salget til udvalgte kundegrupper. Centralt i strategien er unikke værditilbud, hvor salg, processer, teknisk rådgivning og prismodeller i endnu højere grad indrettes til kundernes behov, og kommunikation via digitale services, apps, web-shops, butikker og call centre yderligere tilpasses kunderne.

Derudover vil Sanistål udvikle flere værdiskabende koncepter og teste og skalere dem hurtigere. Afsættet er de succesrige erfaringer med lagerstyringskoncepter som EasySupply og StockMaster, der har gjort Sanistål til markedsleder i dansk industri, fordi koncepterne sænker kundernes omkostninger og vareforbrug, ligesom automatiserede processer for genopfyldning, forecasting og fakturering sparer kunderne for tid.

Reorganiseringen af den danske forretning ventes at sænke de faste omkostninger med ca. 35 mio. kr. på årsbasis med næsten fuld effekt fra 2020. De tilknyttede restruktureringsomkostninger bliver væsentligst afholdt i 4. kvartal 2019. Effekten af Operationel Excellence-initiativerne ventes at fordele sig jævnt henover 2020-2022 med fuld effekt - cirka 30 mio. kr. - i 2022.      

Strategien kan gennemføres uden væsentlige nyinvesteringer.

Strategien omfatter Danmark, som står for ca. 90% af koncernens omsætning, og dele af strategien udrulles senere i Østeuropa. Forudsætningerne for de finansielle mål er uændrede konkurrenceforhold, nulvækst på det danske marked i 2020-2022 og en beskeden markedsvækst på de østeuropæiske markeder.

De væsentligste risici, der knytter sig til de finansielle mål, er:

  • En konjunkturbestemt afmatning i byggebranchen, som Sanistål vil afbøde ved at skabe bedre balance mellem kundesegmenterne.
  • Vindmøllesektorens udflagning af produktion, som Sanistål vil afhjælpe ved at øge salget til flere industrisektorer.

Ny organisationsstruktur i dag
Sanistål omlægger den danske organisation for at understøtte den nye strategi og som konsekvens af det utilfredsstillende resultat i byggeridivisionen. Sammenlægningen af de to hidtidige divisioner og den nye struktur vil øge effektiviteten, sænke omkostningerne og fremme interne synergier.

Ved omlægningen ophæves divisionerne Byggeri og Industri, og linjefunktionerne samles i fem sideordnede enheder:

  • Commercial (salg, CRM, marketing)
  • Customer Service (kundeservice via call centres, butikker og digitale platforme, back-office)
  • Digitalisation & Concepts (koncepter og services, digitalisering, datadreven viden)
  • Purchasing (indkøb til alle kategorier og kunder)
  • Supply Chain (lagerstyring, levering mv.)

De fem enheder suppleres af stabsfunktionerne Finance & BI samt IT og der etableres en ny stabsfunktion til styrkelse af strategisk organisationsudvikling.     

Efter ændringerne vil koncernledelsen bestå af:

  • Adm. direktør Christian B. Lund
  • Økonomidirektør Flemming Glamann
  • Direktør Jesper Høj (Commercial)
  • Direktør Andreas Borup Christensen (Customer Service)
  • Direktør Morten Bak Jantzen (Purchasing)
  • Direktør Stephan Schuler (Supply Chain)
  • Adm. direktør Christian B. Lund (Digitalisation & Concepts)
  • Direktør Vibeke Stiil Frederiksen (IT)
  • Økonomichef Henrik Kluug Sørensen (Finance & BI)
  • Direktør Guntis Sokolovskis (Østeuropa)

Den nye organisation ventes at være fuldt indkørt ved årsskiftet.  

Aktionærforhold og finansiel rapportering
Den nye strategiplan og den forventede styrkelse af indtjeningen skal skabe forudsætningerne for, at Sanistål bliver en mere attraktiv aktie. For at styrke likviditeten i aktien og interessen for selskabet yderligere vil Sanistål i 2020 begynde at give kvartalsorienteringer.

Efter ophævelsen af divisionerne Byggeri og Division tilpasses den eksterne rapportering. Fra og med årsrapporten for 2019 vil Sanistål således alene rapportere på segmenterne Danmark og Østeuropa. 

Yderligere oplysninger:
Bestyrelsesformand Anders K. Bønding, tlf. (+45) 9630 6000
Adm. Direktør Christian B. Lund, tlf. (+45) 9630 6000
https://www.sanistaal.com

Risikofaktorer 
Meddelelsen indeholder udtalelser om forventninger til fremtidig udvikling, herunder omsætning, driftsresultat og pengestrømme samt forventede forretningsmæssige begivenheder. Sådanne udsagn er i sagens natur usikre og forbundet med risici, da mange faktorer – hvoraf nogle er uden for Saniståls kontrol – kan medføre, at den faktiske udvikling afviger væsentligt fra forventningerne. Disse faktorer er blandt andet - men ikke kun - generelle økonomiske og forretningsmæssige forhold, konkurrence og efterspørgsel, prisfastsættelse på produkter, IT- og driftsforstyrrelser, afhængighed af enkeltkunder og -leverandører etc. Der henvises til afsnittet ”Særlige risici” i årsrapporten for 2018.