Hermed indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i SmallCap Danmark A/S (CVR nr. 39703416) onsdag d. 20. maj 2020 kl. 10:00 hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen Advokatpartnerselskab, Amaliegade 10, DK-1256 København K.
Idet Coronavirus-situationen fortsætter med at udvikle sig, overvåger vi udviklingen nøje, herunder anbefalinger fra relevante sundhedsmyndigheder vedrørende store sammenkomster.
Forudsat et forsamlingsforbud ikke umuliggør dette og en generalforsamling kan gennemføres på forsvarlig vis har bestyrelsen besluttet at afholde ekstraordinær generalforsamling med mulighed for fysisk fremmøde. Såfremt udviklingen umuliggør dette vil bestyrelsen søge at afholde generalforsamlingen elektronisk. Såfremt dette bliver nødvendigt vil yderligere information herom tilgå aktionærerne.
Bestyrelsen henleder opmærksomheden på muligheden for at indsende brevstemme eller afgive afkrydsningsfuldmagt eller general fuldmagt til bestyrelsen i stedet for at deltage i generalforsamlingen. Blanketter til dette brug findes på vores hjemmeside ligesom det er muligt at afgive brevstemme eller fuldmagt via aktionærportalen på hjemmesiden.
Bestyrelsen har udpeget advokat Jens Ahrendt, Mazanti-Andersen Korsø Jensen Advokatpartnerselskab, som dirigent.
Dagsordenen er som følger:
- Behandling af forslag fremsat af bestyrelsen.
- Ændring af selskabets formål
- Forslag til ny vedtægtsbestemmelse om vedtægtsændringer
- Eventuelt.
Bestyrelsen foreslår, at dirigenten bemyndiges til at foretage anmeldelse til Erhvervsstyrelsen af det på generalforsamlingen vedtagne samt at foretage sådanne ændringer i eller tilføjelser til det på generalforsamlingen vedtagne, som måtte blive krævet af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med registrering af de vedtagne ændringer.
Ad forslag 1a
Da selskabets tidligere aktivitet er afviklet foreslår bestyrelsen at selskabets formål jf. vedtægternes §2 ændres til: ”Selskabets formål er at besidde kapitalandele i andre selskaber samt efter bestyrelsens skøn at udøve virksomhed beslægtet hermed.”
Forslaget var tidligere til behandling på selskabets ordinære generalforsamling d. 16. april 2020. For forslaget stemte på den ordinære generalforsamling mere end 2/3 af de repræsenterede stemmer, men idet 2/3 af selskabets aktiekapital ikke var repræsenteret kunne forslaget ikke endeligt vedtages.
Ad forslag 1b
Bestyrelsen foreslår kravene for vedtagelse af vedtægtsændringer jf. vedtægternes §10 ændret til: ”Til vedtagelse af beslutning om ændring af vedtægter eller om selskabets opløsning ved likvidation eller sammenslutning med andet selskab kræves, at beslutningen vedtages med mindst 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den repræsenterede stemmeberettigede kapital.”
Forslaget var tidligere til behandling på selskabets ordinære generalforsamling d. 16. april 2020. For forslaget stemte på den ordinære generalforsamling mere end 2/3 af de repræsenterede stemmer, men idet 2/3 af selskabets aktiekapital ikke var repræsenteret kunne forslaget ikke endeligt vedtages.
Særlige vedtagelseskrav
Vedtagelse af forslagene under dagsordenens pkt. 1(a) og 1(b) kræver, at forslagene vedtages med mindst 2/3 af såvel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital. Der er ikke krav til den repræsenterede aktiekapitals størrelse.
***
Aktiekapitalens størrelse er kr. 3.750.000 fordelt på 3.750.000 aktier á nominelt 1 kr. Hvert aktiebeløb på nominelt 1 kr. giver ret til én stemme.
En aktionærs ret til at afgive stemmer på selskabets generalforsamling fastsættes i forhold til de aktier, som aktionæren besidder på registreringsdatoen. Registreringsdatoen er den 13. maj 2020. De aktier aktionæren besidder opgøres på registreringsdatoen på baggrund af aktionærens ejerforhold i ejerbogen. Herudover medregnes på registreringsdatoen meddelelser om ejerforhold, som selskabet eller ejerbogsføreren har modtaget med henblik på indførelse i ejerbogen, men som endnu ikke er indført deri.
Enhver aktionær er berettiget til at møde og stemme på generalforsamlingen, når aktionæren senest 3 dage før generalforsamlingens afholdelse har anmeldt sin deltagelse til selskabet og rettidigt har løst adgangskort (se nedenfor). En aktionær, som har erhvervet aktier ved overdragelse, er ikke berettiget til at udnytte sin stemmeret for sådanne aktier, medmindre aktionæren inden registreringsdatoen har fået aktierne noteret på navn i selskabets ejerbog eller har anmeldt og dokumenteret sin erhvervelse af aktierne enten til selskabet eller til et kontoførende institut, jf. vedtægternes § 9.
Adgangskort til at møde på generalforsamlingen kan rekvireres via SmallCap Danmarks aktionærportal eller via e-mail til gf@computershare.dk eller ved henvendelse til Computershare A/S, Lottenborgvej 26 D, 2800 Kgs. Lyngby, med oplysning om VP-kontonummer.
Stemmeretten kan udøves ved fuldmægtig på betingelse af, at denne godtgør sin ret til at deltage i generalforsamlingen ved forevisning af adgangskort og ved fremlæggelse af skriftlig, dateret fuldmagt. Stemmeretten kan endvidere udøves ved at afgive brevstemme. Formularer, der kan anvendes til stemmeafgivelse ved fuldmagt og ved brevstemme, kan findes på SmallCap Danmarks aktionærportal eller på selskabets hjemmeside www.smallcap.dk. Brevstemmer bedes venligst sendt, således at de er Computershare A/S i hænde på ovennævnte adresse senest mandag den 18. maj 2020 kl. 9.00.
Selskabets pengeinstitut er Ringkjøbing Landbobank A/S, Torvet 1, 6950 Ringkøbing, hvorigennem aktionærer kan udøve finansielle rettigheder.
Indkaldelsen, dagsorden, det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, de fuldstændige forslag og årsrapporten vil fra dags dato være tilgængelig på selskabets hjemmeside www.smallcap.dk.
På generalforsamlingen vil ledelsen besvare spørgsmål fra aktionærerne om forhold af betydning for bedømmelsen af årsrapporten, selskabets stilling og andre spørgsmål til behandling på generalforsamlingen.
Med venlig hilsen
SmallCap Danmark A/S
Bestyrelsen
Vedhæftet fil