Copenhagen Capital A/S – Periodemeddelelse for 3. kvartal 2020


Copenhagen Capital A/S afgiver periodemeddelelse for 3. kvartal 2020. Selskabet offentliggør ikke finansiel information som en del af periodemeddelelser.

Driften af ejendommene forløber som forventet. Selskabet har i perioden blandt andet arbejdet med:

  • Ombygningen af ejendommen Læderstræde 11A og 11B, 1201 København K går som planlagt. De nye lejligheder forventes færdige til udlejning i 1. kvartal 2021.
  • Opførslen af 41 ungdomsboliger og 1 erhvervslejemål på grunden Frederikssundsvej 11, 2400 København N under totalentreprise forløber planmæssigt med forventet afslutning i 3. kvartal 2021.
  • Modernisering og sammenlægning af 2 butikslejemål på ejendommen Købmagergade 61, 1150 København K er færdigafsluttet.
  • Selskabet har i og efter perioden været aktive med gældspleje og refinansiering af ejendomme, hvilket har medført en likviditetsforbedring på ca. kr. 16 mio. Varigheden på låneporteføljen har ikke ændret sig væsentligt, og overstiger varigheden på et 20-årigt annuitetslån med fast rente.

Der er over året sket en løbende forbedring af selskabets indtjening, hvorfor Copenhagen Capital A/S for hele 2020 forventer et resultat mellem kr. 13 mio. og kr. 16 mio. før værdiregulering af selskabets ejendomme, regulering af gæld til markedsværdi og skat mod tidligere udmeldt et resultat mellem kr. 12 mio. og kr. 15 mio. Opjusteringen er selskabets anden i indeværende år. Der forventes positive værdireguleringer på godt kr. 30 mio. for året.

For 2021 forventer selskabet et resultat af primær drift mellem kr. 16 mio. og kr. 19 mio. før værdiregulering af selskabets ejendomme, regulering af gæld til markedsværdi og skat. Resultatet kan påvirkes af køb/salg af ejendomme og af COVID- 19. Risikoen vedrørende COVID-19 vurderes uændret som værende ’lav til middel’.

”Copenhagen Capital A/S opjusterer resultatet for anden gang i år på baggrund af en fremgang i basisindtjeningen” udtaler administrerende direktør Lars Falster og fortsætter ”vi forventer en fortsat positiv udvikling i basisindtjeningen i 2021 som følge af en løbende optimering af driften og færdiggørelsen af selskabets to store udviklingsejendomme”.

Bestyrelsen har godkendt en ny strategiplan ”FOKUS 2024” gældende for perioden 2021 – 2024, hvor selskabet fortsat holder et fokus på en løbende optimering af driften og en videreudvikling af ejendomsporteføljen i Storkøbenhavn. Selskabets nuværende ejendomsportefølje, der færdigudviklet forventes, at have en værdi på over kr. 900 mio., har opnået en kritisk masse, hvor fremtidige udviklingsejendomme forventes at vægte relativt mindre, hvilket kan påvirke indtjeningen positivt frem mod 2024.

”I Copenhagen Capital A/S’s nye strategiplan ”FOKUS 2024” ønsker vi at holde ’øjnene på bolden’, hvor vi er tro mod en videreudvikling af selskabets kerneforretning, og vi bygger videre på den gode ejendomsportefølje, som selskabet har udbygget i Storkøbenhavn” udtaler bestyrelsesformand Henrik Oehlenschlæger og fortsætter ”vi har ikke sat et nyt balancemål for 2024, men ambitionen er en fortsat kontrolleret vækst indenfor bolig- og kontorejendomssegmentet i Storkøbenhavn”.

Med venlig hilsen

Copenhagen Capital A/S

Administrerende direktør Lars Falster

Telefon: +45 70271060
Email: lf@copenhagencapital.dk

Vedhæftet fil



Attachments

Selskabesmeddelelse - Periodemeddelelse for 3. kvartal 2020