Offentliggørelse af fusionsmeddelelse vedrørende fusionen mellem Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse


Selskabsmeddelelse nr. 18/2020

Grindsted, den 17. december 2020

MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, PUBLICERES ELLER UDLEVERES DIREKTE ELLER INDIREKTE I USA, CANADA, AUSTRALIEN, SINGAPORE, HONG KONG, JAPAN ELLER TIL NOGEN JURISDIKTION, HVIS DETTE VILLE UDGØRE EN OVERTRÆDELSE AF GÆLDENDE RET ELLER REGULERING I DEN PÅGÆLDENDE JURISDIKTION.

Offentliggørelse af fusionsmeddelelse vedrørende fusionen mellem Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse

Bestyrelserne for Vestjysk Bank A/S (”Vestjysk Bank”) og Den Jyske Sparekasse A/S (”Den Jyske Sparekasse”) offentliggjorde ved selskabsmeddelelser den 26. november 2020 beslutningen om at foreslå en fusion af de to pengeinstitutter. Samtidig blev de selskabsretlige dokumenter vedrørende fusionen offentliggjort. Der henvises endvidere til de to pengeinstitutters selskabsmeddelelser af 10. december 2020 og 11. december 2020 vedrørende henholdsvis indkaldelse til ekstraordinære generalforsamlinger den 13. januar 2021 med henblik på vedtagelse af fusionen i de to pengeinstitutter og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse af fusionen.

Som led i fusionen og udstedelsen af aktier som vederlag til aktionærerne i Den Jyske Sparekasse offentliggør Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse en fælles fusionsmeddelelse (”Fusionsmeddelelsen”), der er vedhæftet denne selskabsmeddelelse. Fusionsmeddelelsen indeholder oplysninger om fusionen og dens konsekvenser for Vestjysk Bank, og er udarbejdet i henhold til artikel 1, (5), (f) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 af 14. juni 2017.

Ved fusionen overdrages samtlige aktiviteter, aktiver og passiver i Den Jyske Sparekasse til Vestjysk Bank (i det følgende den ”Fortsættende Bank”, når Vestjysk Bank omtales som den fortsættende juridiske enhed). Som konsekvens af fusionen vil Den Jyske Sparekasse ophøre som selvstændig juridisk enhed på tidspunktet for indtrædelse af fusionens retsvirkninger, og dens aktier slettes derfor fra handel og notering på Nasdaq Copenhagen.

Aktionærerne i Den Jyske Sparekasse vil ved fusionen modtage 34 nye aktier i den Fortsættende Bank samt et kontant vederlag på DKK 28,17 som vederlag for hver aktie i Den Jyske Sparekasse. Det bemærkes, at der for visse aktionærer vil blive tilbageholdt udbytteskat af det kontante vederlag.

Vederlæggelsen af aktionærerne i Den Jyske Sparekasse i form af aktier i den Fortsættende Bank sker ved gennemførelsen af en kapitalforhøjelse på nominelt DKK 337.591.984 i Vestjysk Bank.

Aktionærer i Den Jyske Sparekasse bør rådføre sig med deres egne skatterådgivere med henblik på at få klarlagt de skattemæssige konsekvenser, det vil have for dem at erhverve, besidde eller afhænde aktierne i den Fortsættende Bank. Der henvises også til afsnit 10 ”Skattemæssige forhold” i Fusionsmeddelelsen.

Forudsat at fusionen vedtages på de ekstraordinære generalforsamlinger den 13. januar 2021 i hver af de to pengeinstitutter, og forudsat at Finanstilsynet godkender fusionen, forventes fusionen gennemført umiddelbart derefter. Nærmere oplysninger om den forventede tidsplan for fusionen fremgår af afsnit 14 ”Forventet tidsplan for Fusionen” i Fusionsmeddelelsen.

Yderligere oplysninger

Eventuelle henvendelser bedes rettes til:

Adm. direktør Claus E. Petersen, tlf. 76 72 09 75 (direkte) eller

Direktør Torben Sørensen, tlf. 76 72 13 55 (direkte).

                     

Vedhæftede bilag:

  • Fusionsmeddelelse – Fusion af Vestjysk Bank A/S og Den Jyske Sparekasse A/S


Vestjysk Bank A/S                                                      Den Jyske Sparekasse A/S


Vigtig information
Der udarbejdes ikke prospekt i forbindelse med fusionen, idet Fusionsmeddelelsen udgør det i prospektforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, og om ophævelse af direktiv 2003/71/EØF) artikel 1, (5), (f) omtalte dokument.

Udlevering af denne meddelelse eller Fusionsmeddelelsen og udbud eller salg af de nye aktier i Vestjysk Bank (”Nye Vestjysk Bank Aktier”) er i visse jurisdiktioner begrænset ved lov og/eller omfattet af andre restriktioner. Fusionsmeddelelsen udgør ikke et tilbud om at sælge eller en opfordring til at tilbyde at købe de Nye Vestjysk Bank Aktier eller en del deraf i nogen jurisdiktion til nogen person, til hvem det er ulovligt at fremsætte et sådant tilbud eller opfordring. Personer bosiddende uden for Danmark, der kommer i besiddelse af Fusionsmeddelelsen, forudsættes af Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse selv at indhente oplysninger om og overholde disse begrænsninger.

Denne meddelelse og Fusionsmeddelelsen må ikke anvendes, distribueres, videresendes, gengives eller på anden måde gøres tilgængeligt, og de Nye Vestjysk Bank Aktier må ikke, direkte eller indirekte, udbydes eller sælges i USA, Canada, Australien, Singapore, Hong Kong,  Japan eller i nogen andre jurisdiktioner uden for Danmark, medmindre en sådan anvendelse eller distribution eller et sådant udbud, et sådant salg eller en sådan udnyttelse er tilladt i henhold til gældende lovgivning i den pågældende jurisdiktion, og Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse kan anmode om at modtage tilfredsstillende dokumentation derfor.

Denne meddelelse og Fusionsmeddelelsen indeholder fremadrettede udsagn om Vestjysk Banks (herunder som den Fortsættende Bank) og Den Jyske Sparekasses finansielle stilling, driftsresultat og virksomhed. Med undtagelse af udsagn om historiske kendsgerninger er alle udsagn fremadrettede eller kan anses for at være fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn er udsagn vedrørende fremtidige forventninger, der er baseret på ledelsernes nuværende forventninger og forudsætninger og er forbundet med kendte og ukendte risici og usikkerhedsmomenter, der kan få faktiske resultater, udvikling eller begivenheder til at afvige væsentligt fra de resultater, den udvikling og de begivenheder, der er udtrykt eller underforstået i udsagnene.

Vedhæftede filer



Attachments

Fusionsmeddelelse DJS selskabsmeddelelse nr. 18-2020 - Offentliggørelse af fusionsmeddelelse