Copenhagen Capital A/S - Indkaldelse til ordinær generalforsamling


Der indkaldes herved til ordinær generalforsamling i Copenhagen Capital A/S (CVR-nr.: 30731735) tirsdag, den 27. april 2021 kl. 10.00. Generalforsamlingen afholdes på adressen Niels Hemmingsens Gade 4, 1156 København K og delvist elektronisk.

På baggrund af COVID-19 og udmeldingerne fra myndighederne om forbud mod forsamlinger på mere end p.t. 5 personer for at reducere smittespredning, opfordres aktionærerne til ikke at møde op på generalforsamlingen, men benytte sig af muligheden for at afgive brevstemme eller fuldmagt. Der er tillige mulighed for at deltage elektronisk i generalforsamlingen.

Dagsorden:

  1.  Udpegning af dirigent, jf. vedtægternes § 3.4 
  2.  Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår
  3.  Forelæggelse af årsrapporten for 2020 med ledelsesberetning og godkendelse af årsrapporten
  4.  Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte årsrapport
  5.  Vederlagspolitik, Vederlagsrapport, Overordnede retningslinjer for incitamentspolitik og Måltal og politikker for den

kønsmæssige sammensætning af ledelsen, som vedlagt i bilag

  1.  Vedtægtsændringer, som vedlagt i bilag 
  2.  Valg af medlemmer til bestyrelsen, som omtalt i bilag
  3.  Valg af revisor
  4.  Eventuelt

Vedtagelseskrav
Godkendelse af forslag under punkterne 1, 3, 4, 5, 7 og 8 kan vedtages med simpelt flertal. Vederlagsrapporten under punkt 5 fremlægges til vejledende afstemning. Godkendelse af forslag under punkt 6 kræver 2/3 af såvel de stemmer, som er afgivet, som af den del af stamaktiekapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen. 

Ad pkt. 3.
Det foreslås at godkende årsrapporten.

Ad pkt. 4.
Det foreslås, at der disponeres som angivet i den offentliggjorte årsrapport for 2020.  

Ad pkt. 5.
Det foreslås at vedtage den fremlagte vederlagspolitik, vederlagsrapport, de fremlagte overordnede retningslinjer for incitamentspolitik samt de fremlagte måltal for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen.

Ad pkt. 6.
Bestyrelsen fremsætter forslag om vedtægtsændringer i henhold til vedlagte bilag. Vedtægtsændringerne omfatter 

  1.  en ny bemyndigelse til bestyrelsen til ad en eller flere omgang at forhøje selskabets aktiekapital med nominelt DKK 1.500.000 ved udstedelse uden fortegningsret af stamaktier til medarbejdere til favørkurs som led i et medarbejderaktieprogram. Bemyndigelsen er gældende indtil den 1. april 2026.


  1.  en ændring så generalforsamlinger kan afholdes i fysisk i Storkøbenhavn, på selskabets adresse samt såvel helt som delvist elektronisk. I lyset af erfaringerne fra COVID-19-pandemien, foreslår bestyrelsen, at bestyrelsen bemyndiges til at beslutte, at Selskabets generalforsamlinger kan afholdes som fuldstændig elektroniske generalforsamlinger uden fysisk fremmøde i henhold til selskabslovens § 77, stk. 2. Det er ikke hensigten med forslaget generelt at afholde generalforsamlinger uden fysisk fremmøde fremover, men at give Selskabet mulighed for at afholde fuldstændig elektroniske generalforsamlinger, hvis det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Det foreslås videre i vedtægterne at præcisere, at bestyrelsen tillige kan træffe beslutning om delvist elektronisk generalforsamling. 

Ad pkt. 7.
I overensstemmelse med selskabets vedtægter er Henrik Oehlenschlæger, Peter Elling Helmersen, Egil Rindorf samt Paul Wissa Hvelplund på valg. Alle ønsker genvalg. Om bestyrelsesmedlemmers øvrige ledelseshverv m.v. henvises til bilag og årsrapporten for 2020.

Ad pkt. 8.
Bestyrelsen foreslår genvalg af EY Godkendt Revisionspartnerselskab, Dirch Passers Allé 27, 2000 Frederiksberg i overensstemmelse med revisionsudvalgets indstilling. Revisionsudvalget udgøres af den samlede bestyrelse. Revisionsudvalget er ikke påvirket af tredjeparter og er ikke underlagt nogen aftale med en tredjemand, som begrænser generalforsamlingens valg til visse revisorer eller det valgte revisionsfirma. 

Ad pkt. 9.
Der er ikke modtaget forslag til behandling. 

***

Indkaldelsen, oplysning om det samlede antal kapitalandele og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, de dokumenter der skal fremlægges på generalforsamlingen, dagsorden, de fuldstændige forslag, selskabets vedtægter samt de formularer, der kan anvendes ved tilmelding, stemmeafgivelse ved fuldmagt og stemmeafgivelse per brev, vil blive fremlagt på selskabets hjemmeside www.copenhagencapital.dk til eftersyn for aktionærerne senest 3 uger før generalforsamlingen og tilstilles samtidig enhver kapitalejer, som har fremsat anmodning herom. 

I henhold til vedtægternes punkt 3.11 fastlægges en aktionærs ret til at deltage i en generalforsamling og afgive stemme i tilknytning til aktionærens kapitalandele i forhold til de kapitalandele, aktionæren besidder på registreringsdatoen, som er onsdag den 20. april 2021 kl. 23.59, 1 uge før generalforsamlingens afholdelse. Adgang til selskabets generalforsamling har alle aktionærer og medlemmer af pressen, der mindst 3 dage forud for generalforsamlingen har meddelt selskabet deres deltagelse ved anmodning af adgangskort. Der må ikke foretages bånd- eller filmoptagelser på generalforsamlingen. Adgangskort kan bestilles elektronisk via aktionærportalen på selskabets hjemmeside eller ved at kontakte selskabet med angivelse af VP-kontonummer. Sidste frist for bestilling af adgangskort er fredag, den 23. april 2021 kl. 23.59. 

Aktionærer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen elektronisk, kan få adgang ved skriftlig henvendelse til lf@copenhagencapital.dk med angivelse af VP-kontonummer mindst 3 dage forud for generalforsamlingen og med angivelse af, at de ønsker at deltage elektronisk. De vil herefter modtage link el. lignende information til brug for deltagelsen. Forbuddet mod bånd- og filmoptagelser gælder også ved elektronisk deltagelse. 

Aktionærer, der er forhindret i at deltage på generalforsamlingen, kan give møde ved fuldmægtig. Aktionærer kan endvidere afgive deres stemme forud for generalforsamlingens afholdelse ved at afgive brevstemme. Afgivelse af fuldmagt eller stemme per brev kan ske elektronisk via aktionærportalen på selskabets hjemmeside www.copenhagencapital.dk - eller ved at downloade fuldmagts-/brevstemmeblanket fra selskabets hjemmeside og indsende denne til selskabet. Sidste frist for afgivelse af fuldmagt elektronisk er fredag, den 23. april 2020 kl. 23.59 og sidste frist for afgivelse af brevstemme er mandag, den 26. april 2020 kl. 23.59.  

Selskabets nominelle kapital udgør kr. 96.557.292 og består af nominelt kr. 46.557.292 aktier og nominelt kr. 50.000.000 8 % præferenceaktier 2024. Aktiekapitalen er fordelt i aktier à kr. 1. På generalforsamlingen giver hver stamaktiebeløb på kr. 1 én stemme. Præferenceaktierne har ikke stemme- eller repræsentationsret. Selskabet har udpeget Spar Nord Bank A/S som kontoførende institut. Aktionærerne kan herigennem udøve deres finansielle rettigheder.

Aktionærer kan stille spørgsmål til selskabets ledelse vedrørende dagsordenen eller de ovenfor nævnte dokumenter. Spørgsmål skal sendes til Copenhagen Capital A/S enten per almindelig post på adressen, Copenhagen Capital A/S, Niels Hemmingsens Gade 4, 1156 København K eller per e-mail til lf@copenhagencapital.dk.

Yderligere information kan opnås ved at kontakte selskabet via telefon 70 27 10 60 eller lf@copenhagencapital.dk.

Med venlig hilsen

Copenhagen Capital A/S

Administrerende direktør Lars Falster 
Telefon: +45 70 27 10 60
Email: lf@copenhagencapital.dk

Vedhæftet fil



Attachments

20210331 - Indkaldelse til ordinær generalforsamling 27. april 2021