1. kvartal 2021: Jobindex oplever opsving på jobmarkedet


  • Jobmarkedet er i kraftigt opsving og overhaler niveauet før corona-krisen
  • Jobindex satte nye rekorder i 1. kvartal 2021 både i omsætning og overskud
  • Tendensen er fortsat i maj, og Jobindex opjusterer derfor forventningerne til 2021

Bedste kvartal nogensinde

"Vi omsatte for 97 mio. kr. i 1. kvartal 2021 mod 73 mio. kr. i 1. kvartal sidste år, en stigning på hele 33%," fortæller Kaare Danielsen, direktør for Jobindex-koncernen. "Det var den højeste omsætning nogensinde. Driftsoverskuddet før renter og skat blev 38 mio. kr., hvilket er en fordobling i forhold til 18 mio. kr. i 1. kvartal sidste år."

Opsving fortsætter i maj måned

Tendensen med mange jobannoncer er fortsat i maj måned. Første uge af maj var således den travleste uge i Jobindex' 25-årige historie, og de sidste tre dage før Kr. Himmelfartsdag var alle blandt de 10 travleste dage, vi nogensinde har oplevet. 

Regeringen, Nationalbanken og Det Økonomiske Råd forventer, at væksten først kommer til efteråret. Men Jobindex' tal tyder på, at opsvinget på jobmarkedet allerede er i fuld gang. 

Jobindex opjusterer forventningerne

Jobindex opjusterer derfor for anden gang forventningerne til 2021, nu til en nettoomsætning i niveauet 360 mio. kr. mod tidligere forventet 340 mio. kr., og et driftsoverskud i niveauet 110 mio. kr. mod tidligere forventet 100 mio. kr. 

"Jobmarkedet er startet på et meget højt niveau i 2021. Vacciner og genåbning skaber en masse aktivitet og optimisme, og vi tror på, at jobmarkedet vil holde sig på et højt niveau resten af 2021. Men usikkerheden er stadig stor," slutter Kaare Danielsen. 

Yderligere oplysninger

Direktør Kaare Danielsen, telefon 20735010, email kd@jobindex.dk

Certified Adviser Jakob Tolstrup Kristensen, email jakob.tolstrup@cwicf.com

Vedlagt: Kvartalsrapport for 1. kvartal 2021 for Jobindex A/S

Vedhæftet fil



Attachments

Kvartalsrapport 1. kvartal 2021 v2