Information om planlagt suspension for Investeringsforeningen Danske Invest og Investeringsforeningen Danske Invest Select


Vi skal hermed oplyse, at samtlige afdelinger under Investeringsforeningen Danske Invest og Investeringsforeningen Danske Invest Select vil være lukket for handel fredag den 8. april kl. 17.00 til og med onsdag den 13. april samt tirsdag den 19. april 2022. Vi gør opmærksom på, at påsken ligger i dagene torsdag den 14. april til og med mandag den 18. april, hvorfor der heller ikke kan handles i de pågældende dage.

Første handelsdag efter suspensionen er således onsdag den 20. april kl. 06.00.

Den planlagte suspension sker i forbindelse med skift af foreningernes depotbank fra Danske Bank til J.P. Morgan.

Lukkedagene bliver taget i brug for at beskytte dig som investor. I forbindelse med skiftet af depotbank, vil det i en periode ikke være muligt for afdelingernes forvaltere at handle afdelingernes investeringer og kontanter før de er overført til den nye depotbank. Lukningen af handlen sker således for at sikre, at du som investor, ikke handler til misvisende kurser.

Som investor vil du ikke opleve nogle praktiske ændringer i forbindelse med skiftet - ud over de nævnte lukkedage. Ændringen gennemføres inden for foreningernes samlede omkostningsniveau og vil ikke medføre nogle prisstigninger for dig, ligesom du ikke behøver at foretage dig noget i forbindelse med skiftet til J. P. Morgan.

Vi beklager eventuelle gener i forbindelse med lukkedagene.

Med venlig hilsen

DANSKE INVEST
MANAGEMENT A/S

Morten Rasten
Executive Director