EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S - Foreløbige hovedtal for 1. kvartal 2022


Den 4. april 2022

Selskabet oplyser de foreløbige hovedtal for 1. kvartal 2022. Flere poster vil kunne påvirkes i den endelige opgørelse herunder af valutakursopgørelse, skat mv.

Ledelsen forventer, at resultatet for 1. kvartal 2022 før kurs- og værdireguleringer og skat (EBVAT) vil blive DKK 6,2 mio. Fra 2. kvartal overtager selskabet som forventet en ny ejendom, som dermed indgår i driften og bidrager til indtjening. Resultatet før kurs- og værdireguleringer og skat (EBVAT) forventes derfor fortsat at ligge i intervallet 25 til 26,2 mio. for året 2022.

Perioden har været præget af stigende renter – et resultat af de geopolitiske forhold, som også har medført en stigende inflation. Stigningerne har ikke sat sig i priserne på ejendomsmarkedet endnu, som for øjeblikket udvikler sig sidelæns. Det er usikkert, hvilken betydning det på sigt får, hvis renterne fortsætter med at stige. Det er dog værd at slå fast, at der i selskabets lejekontrakter er indbygget en inflationssikring af huslejerne. Ligeledes forventes Berlin at skulle modtage omkring 100.000 flygtninge, hvilket vil lægge yderligere pres på efterspørgslen efter boliger.

Som det fremgår af årsrapporten 2021, skulle selskabet have refinansieret et lån og hjemtaget finansiering til akkvisition i 1. kvartal 2022. Refinansieringen skete til en noget lavere rente end forventet, idet renten var faldet 1. januar, men gevinsten herfra blev udlignet af de nye lån, som blev noget dyrere ved hjemtagningstidspunktet ultimo marts. Tilsammen betyder det, at forventningerne til året kan fastholdes.

Nye indgåede lejekontrakter aflejrer en merværdi i ejendommene, som bidrager med en mindre værdiregulering på DKK 3 mio. i 1. kvartal 2022.

De endelige tal for 1. kvartal offentliggøres i periodemeddelelsen den 25. maj 2022.

Med venlig hilsen
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S

Certified Adviser: Clearwater International K/S

Kontakt vedr. ovenstående kan rettes til:

Ulla Sørensen, kommunikationschef, tlf. 7625 0154, us@egnsinvest.dk

Bestyrelsesformand i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S:
Knud Lomborg – 20 98 50 60

Direktør i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S:
Thorkild Steen Sørensen - 76 25 01 46

eller 

Clearwater International K/S 
Jakob Tolstrup Kristensen – 70 22 50 33