Delårsrapport 1. kvartal 2022/23


RESUMÉ

Resultat før værdireguleringer og skat af koncernens forretningsområder, ejendomsportefølje og development, udgør DKK 1,9 mio. mod DKK -10,9 mio. i samme periode året før. Periodens resultat udgør DKK 0,4 mio. mod DKK -9,5 mio. i samme periode året før.

Resultatet er drevet af et positivt resultat før skat på DKK 4,4 mio. i ejendomsporteføljen, et resultat på DKK -2,1 mio. i development og et resultat på DKK -1,9 mio. i restaktiviteter.

Balancen udgør pr. 30. april 2022 DKK 1.451,2 mio., og egenkapitalen udgør DKK 458,6 mio. svarende til en soliditet på 31,6 %.

Ejendomsportefølje

Resultat før skat af koncernens ejendomsportefølje udgør i 1. kvartal 2022/23 DKK 4,4 mio., hvoraf DKK 0,9 mio. udgøres af netto positive værdireguleringer af koncernens ejendomme i drift. I 1. kvartal 2021/22 udgjorde resultat før skat af ejendomsporteføljen DKK 8,6 mio.

Nettolejeindtægterne er i 1. kvartal 2022/23 realiseret med DKK 14,3 mio. mod DKK 10,6 mio. i 1. kvartal året før og dermed en forbedring på DKK 3,7 mio.

Den underliggende drift af centrene er således væsentligt forbedret i forhold til samme periode sidste år, idet centrene i overvejende grad var lukket ned fra slutningen af 2020 til ind i foråret 2021 som følge af covid-19-pandemien. Det er ledelsens vurdering, at besøgstal og omsætningen i centrene i 1. kvartal 2022/23 generelt er på et tilfredsstillende niveau.

Ejendomsporteføljen udgør 86,2 % af koncernens balance, og ledelsen ønsker, at der over de kommende år skal mest muligt fokus på drift og forbedring af koncernens ejendomsportefølje.

Ringsted Outlet er efter regnskabsperiodens udløb sat til salg i en udbudsproces, hvor flere investorer p.t. analyserer muligheden for at købe centret.

Development

Koncernens resultat før skat i development er negativt og udgør DKK -2,1 mio. mod DKK -19,7 mio. i samme periode året før.

Koncernens development-aktiviteter er under udfasning, hvilket betyder, at udvikling af nye projekter fremadrettet alene vil være i form af value-add på eksisterende aktiver eller udnyttelse og udvikling af grunde, som koncernen allerede ejer.

Development udgør pr. 30. april 2022 10,1 % af koncernens balance, og vil blive reduceret yderligere i efteråret 2022 i forbindelse med færdiggørelse og aflevering af et boligudlejningsprojekt i Køge.

Forventninger til 2022/23 og andre udsagn om fremtiden

Ledelsen forventer fortsat et koncernresultat før værdireguleringer og skat for regnskabsåret 2022/23 på DKK 0-10 mio. for koncernens forretningsområder, ejendomsportefølje og development. Resultatforventningen er således opgjort eksklusive resultatet af koncernens restaktiviteter.

Resultatforventningerne fordeles således:

  1. Et resultat før værdireguleringer og skat af ejendomsporteføljen på DKK 10-15 mio. mod tidligere DKK 5-10 mio. og
  2. Et resultat før skat af development på DKK -5 mio. til DKK -10 mio. mod tidligere DKK 0 til DKK -5 mio.

Der henvises i øvrigt til ledelsesberetningens side 9.


Kontaktdetaljer:

Adm. direktør Robert Andersen
Tel. +45 8896 1010

Vedhæftede filer



Attachments

213800A9E3DB29NTMU72-2022-04-30-da Agat Q1 2022-23