Koncernfinansdirektør Barbara Plucnar Jensen forlader Tryg A/S. Allan Kragh Thaysen er udnævnt til ny Koncernfinansdirektør


 

Koncernfinansdirektør Barbara Plucnar Jensen forlader Tryg A/S efter gensidig aftale. Ny i rollen bliver 46-årige Allan Kragh Thaysen, der i 5 år har haft stillingen som direktør for koncernøkonomi i Tryg-koncernen. Ændringen træder i kraft per 2. november 2023.

Barbara Plucnar Jensen har været en del af Trygs koncerndirektion siden 2019. Særligt hendes baggrund inden for Corporate Finance har været afgørende for selskabet i en periode med opkøb af RSA’s skandinaviske aktiviteter og den efterfølgende finansiering og aktieemission.

Koncernchef Johan Kirstein Brammer udtrykker sin påskønnelse af Barbara Plucnar Jensens bidrag gennem en helt afgørende periode for koncernen.

”Barbara har sat et solidt aftryk på det Tryg vi kender i dag. Hun har sat et tydeligt præg på udviklingen af et styrket compliance mindset, ledet forankringen af ESG i vores forretning, og har ikke mindst spillet en afgørende rolle i transformationen af Tryg til Skandinaviens største skadesforsikringsselskab. Hendes dybe erfaring med finansiering og opkøb har været et stort aktiv gennem hele processen. Med den proces bag os intensiveres fokus på at optimere forsikringsdriften i en markant større forretning, og til at løse den opgave er der behov for en anden CFO profil.”

Barbara Plucnar Jensen udtaler:

”Jeg er stolt af at have bidraget til den transformation Tryg har undergået gennem de sidste 4 år til Skandinaviens største skadesforsikringsselskab. Jeg oplever, at den opgave jeg blev ansat til, er løst, og at Tryg nu tager fat på et nyt kapitel med en ny CFO. Derfor er timingen helt rigtig, og jeg vil nu tage mig god tid til at planlægge næste trin i min karriere.”

Til at overtage posten som CFO for Tryg Koncernen er valget faldet på 46-årige Allan Kragh Thaysen. Han har 18 års erfaring fra forsikringsbranchen, og har gennem de sidste 5 år haft titel af direktør for koncernøkonomi med reference til Barbara Plucnar Jensen. I de fem år har han arbejdet tæt sammen med direktionen og blandet andet spillet en nøglerolle i opkøbet og integrationen af RSA’s skandinaviske aktiviteter. Om valget af Allan Kragh Thaysen udtaler Johan Kirstein Brammer:

”Vi er stolte af, at vores arbejde med succession igen bærer frugt. Allans talent og potentiale har været kendt af organisationen gennem lang tid, og vi er derfor både glade og stolte over at kunne lave endnu en intern rekruttering til så vigtig en post i koncernen. Allan er en dygtig leder og et fagligt fyrtårn på sit felt. Kombinationen af Allans kompetencer og dybe erfaring med forsikring, både i og uden for Tryg, gør ham til den bedst egnede kandidat på både kort og lang sigt for Tryg-koncernen.”


Tryg A/S’ Executive Board vil herefter bestå af Chief Executive Officer Johan Kirstein Brammer, Chief Financial Officer Allan Kragh Thaysen, Chief Operational Officer Lars Bonde, Chief Commercial Officer Alexandra Bastkær Winther og Chief Technical Officer Mikael Kärrsten. 

Om Allan Kragh Thaysen

Allan Kragh Thaysen (46) har en HD i Regnskab og en kandidatgrad i erhvervsøkonomi og revision fra Copenhagen Business School. Med sig ind i rollen som CFO bringer han mange års erfaring fra den finansielle sektor og ledende stillinger indenfor skadeforsikring. Allan startede sin karriere som revisor hos Deloitte fra 1998-2005, hvorefter han blev en del af norske Gjensidige fra 2005, og senest havde stillingen som økonomidirektør for den danske og svenske del af forretningen fra 2010 til 2018, hvor han kom til Tryg. Han har de seneste 5 år leveret stærke resultater i sin rolle som direktør for Koncernøkonomi, og har spillet en central rolle i Tryg-koncernens succesfulde opkøb af RSA’s skandinaviske aktiviteter, Trygg-Hansa og Codan Norge.

Finansielle mål for 2024


Alle finansielle mål for 2024 er uændrede, herunder insurance service result mellem DKK 7,2 og 7,6 mia. og en Combined ratio på eller under 82.

Vedhæftet fil



Attachments

CFO ændring