Coloplast vil åbne ny fabrik i Portugal


Coloplast investerer omkring 700 millioner kroner i en ny fabrik i Portugal for at understøtte selskabets fortsatte vækst.

Fabrikken skal producere Coloplasts engangskatetre til blandt andre rygmarvsskadede og mennesker med spina bifida, som har brug for hjælp til at tømme blæren. Den nye fabrik etableres for at møde den stigende efterspørgsel efter Coloplasts engangskatetre i især Europa, som er selskabets største marked og som i dag står for 60% af det samlede salg. Selvom Europa er et modent marked, vokser Coloplast fortsat mere end markedet og oplever høj efterspørgsel efter selskabets engangskatetre.

”Vi har valgt Portugal af flere grunde. Portugal giver først og fremmest adgang til kvalificeret og veluddannet arbejdskraft med et attraktivt lønniveau. Landet er desuden inden for Europa, hvor vi i dag betjener størstedelen af vores kunder, og hvor flere og flere mennesker vil efterspørge vores produkter i de kommende år. Placeringen gør også, at vi kan diversificere vores volumenproduktion i Europa, som i dag hovedsageligt er i Ungarn. Og så har Portugal en høj andel af vedvarende elektricitet og en ambition om klimaneutralitet i 2050, hvilket understøtter vores ambitioner på bæredygtighedsområdet,” siger Allan Rasmussen, koncerndirektør med ansvar for Coloplasts globale produktion.

Coloplasts langsigtede organiske vækstambition på 8-10% kræver, at selskabet etablerer en ny fabrik hvert andet eller tredje år for at møde den stigende efterspørgsel. Coloplast har i dag et globalt produktionsnetværk med volumenproduktion i Kina, Ungarn og Costa Rica samt specialiseret produktion i USA, Frankrig, Tyskland, Sverige og Island. Coloplast har desuden en innovationsfabrik i Danmark. Den nye fabrik i Portugal bliver Coloplasts største til dato på 30.000 m2. Fabrikken forventes at stå klar i 2026.

Global Operations Plan 6
Den nye fabrik i Portugal er en del af Coloplasts Global Operations Plan 6 (GOP6) 'Fit for Future’. Som tidligere Global Operations planer har GOP6 fortsat fokus på effektiv drift samt at understøtte Coloplasts fremtidige vækst gennem en række forskellige spor og initiativer.

Kontakter

Peter Mønster
Sr. Media Relations Manager, Corporate Communications
+45 4911 2623
dkpete@coloplast.com

Aleksandra Dimovska
Sr. Director, Investor Relations
+45 4911 2458
dkadim@coloplast.com

Vedhæftet fil



Attachments

Coloplast_Portugal_meddelelse