MT Højgaard Holding A/S: Enemærke & Petersen udnytter købsoption på NemByg


MT Højgaard Holdings forretningsenhed Enemærke & Petersen har indgået aftale med minoritetsaktionærerne i den Esbjerg-baserede entreprenørvirksomhed NemByg A/S om at købe deres 40% af aktierne i selskabet per 30. juni 2024. Købsprisen på ca. 69 mio. kr. er fastsat efter en earn-out-model baseret på NemBygs resultater og forventede indtjening frem til udgangen af 1. halvår 2024.

Enemærke & Petersen erhvervede 60% af aktierne i NemByg i juni 2021 for 41 mio. kr. og indgik dengang en optionsaftale om at overtage NemByg fuldt ud i 2024. Optionen udnyttes nu i et kontrolleret ejerskifte.

NemByg har siden overtagelsen i 2021 haft en god udvikling. I 2023 skabte NemByg en bruttofortjeneste på 81 mio. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 30 mio. kr.

NemByg har primært fokus på renovering og nybyggeri for erhvervskunder, offentlige kunder og boligforeninger og er med ca. 100 medarbejdere den førende entreprenør i Esbjerg-området. NemByg fortsætter efter ejerskiftet under eget navn, og alle aktiviteter videreføres med særlig fokus på opgaver i Syd- og Sydvestjylland.

”NemByg har etableret en god base i det sydjyske for Enemærke & Petersen og skabt fremdrift og stærke resultater i de senere år, hvor virksomheden har leveret værdi for kunderne. Som en del af Enemærke & Petersen har NemByg fået et stærkt udgangspunkt for at skalere virksomheden, og vi ser frem til at fortsætte den gode udvikling, når Enemærke & Petersen bliver eneejer i tråd med den oprindelige plan,” siger Troels Aggersbo, adm. direktør i Enemærke & Petersen.

Udnyttelsen af købsoptionen påvirker ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2024. Forventningerne er uændret en omsætning på 10-10,5 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 400-425 mio. kr.

Yderligere oplysninger:
Henvendelse til administrerende direktør Troels Aggersbo, Enemærke & Petersen, på telefon +45 31 21 68 72.

Vedhæftet fil



Attachments

MTHH_Investornyhed 7jun24