Den travle sommer i Københavns Lufthavne A/S (CPH) med øget rejseaktivitet, sammenholdt med reviderede forventninger til resten af året, udmunder sig i højere forventninger til det finansielle resultat for året 2024.
Forventninger til omsætningsvækst
Omsætningsvæksten forventes at være omkring 24% i 2024 (tidligere 20%), primært som følge af et øget antal passagerer. CPH forventer nu omkring 29,8 millioner (tidligere 29,0 millioner) passagerer i 2024.
Forventninger til resultat før skat
Hvis passagerniveauet når omkring 29,8 millioner, forventes resultatet før skat at blive mellem DKK 1,25 milliarder og DKK 1,40 milliarder (tidligere mellem DKK 1,15 milliarder og DKK 1,35 milliarder). Denne stigning baserer sig primært på vækst i passagerer og afdæmpes til dels af en højere andel transferpassagerer.
Det opdaterede outlook er dog fortsat usikkert på baggrund af de nuværende geopolitiske påvirkninger samt makroøkonomiske forhold. En forringelse af disse faktorer kan påvirke rejselysten og CPH’s finansielle forventninger negativt.
Forventninger til investeringer i anlægsaktiver
Investeringsniveauet inklusiv kapitaliserede renter forventes at blive omkring DKK 1,4 milliarder (tidligere omkring DKK 1,5 milliarder). Udvidelsen af terminal 3 forventes at udgøre ca. halvdelen af det forventede investeringsniveau i 2024; den resterende del udgøres af projekter der relaterer sig til kapacitet, sikkerhed , security og compliance.
Dividende
Der vil ikke blive udbetalt udbytte i 2024 grundet restriktioner i finansieringsaftaler.
KØBENHAVNS LUFTHAVNE A/S
P.O. Box 74
Lufthavnsboulevarden 6
2770 Kastrup
Kontakt:
Rasmus Lund
CFO
Telefon: 3231 3231
E-mail: cphpresse@cph.dk
www.cph.dk
CVR nr. 14 70 72 04